Fantastisk og helt forfærdelig smeltedigel af en toer

Montreal-bandet lægger ud med den varierede, dynamiske The Arm, der konstant skifter tempo og stil, fra det indelukkede, dystopiske Arcade Fire-univers, over en frisk uptempo indierock-guitar og bygger oven på med storladne, episke elementer særligt i strygerne og på koret.
Pieces Of Me og T'aime Vous Voir Quitter holder tempoet og niveauet, men derefter falder numrene skridt for skridt i niveau.
Det seks mand store orkester rider på den canadiske bølge og formår egentlig at skabe et helstøbt album, men hvis Islands skulle betale tilbage til alle de andre kunstnere, som de låner fra, så ville bandet være et konkursbo.
Arm's Way er en smeltedigel af genrer og idéer, og man går lidt død i indiepop-symfoni-temposkift-koramok i løbet af de lange og hyperdynamiske sange. Islands forsøger at lyde helt som sig selv, men ender med at lyde som en hel masse andre. Der er rent symbolsk for meget støj omkring det musikalske udtryk.
Jeg er vildt imponeret over dynamikken, men i længden er den samlede plade utroligt trættende.