Måske er grundighed ikke altid en dyd? NIN er igen udgivelsesaktuel i den frie kunsts hellige navn.

Med hensyn til frekvensen af albumudgivelser, så har Nine Inch Nails på sine ældre dage skruet tempoet gevaldigt op. Tidligere var det ikke unormalt, at der gik tre-fem år mellem hver udgivelse, men denne arbejdsform synes at være fortrængt til fordel for en mere umiddelbar tilblivelsesstrategi. Dertil kommer det faktum, at Nine Inch Nails – ligesom på forrige album – distribuerer digitalt og ganske gratis (Creative Commons, red.) via nin.com. Musikalsk placerer The Slip sig i tydelig forlængelse af forrige års udgivelser Year Zero og Y34RZ3R0R3M1X3D (kendt som Year Zero Remixed). Det vil sige, at Trent Reznor endnu en gang byder indenfor til mørk industriel rock af den stramt spillede slags. Begreber som død og religion står stadig højt på Reznors lyriske dagsorden, ligesom programmeringer og anden elektronisk fikumdik bidrager til at gøre lydbilledet mangefacetteret. Uhyggen viser sit nervepirrende ansigt allerede på albummets introduktion, og især den langsomt slæbende og ambiente Corona Radiata er et glimrende eksempel på Trent Reznors evne til instrumentalt at sætte lyd på ondskaben selv. Den ubarmhjertige The Four Of Us Are Dying er med sit mekaniske beat og de manipulerede guitarudskejelser også forførende i al sin stemningsfortættethed. Indimellem synes ordsproget "grundighed er en dyd" at være trængt langt ud af talemåderækkerne, men både kvalitet og originalitet svinger temmelig meget på The Slip, der – i den frie kunsts hellige navn – både fremstår som smittende umiddelbar og regressivt repeterende.