Yazoo
Falconer Salen, København

Firsernes synthesizerhelte bliver luftet i Falconer Salen for tiden - sidste måned var det den franske electronica-pioner Jean Michel Jarre, der gæstede Frederiksberg med hele sin imponerende maskinpark, og mandag aften var det så den engelske duo Yazoo. Med knap så imponerende maskinpark.

Yazoo var oprindeligt et kort, men intenst bekendtskab i begyndelsen af firserne, et bekendtskab, der slog gnister både på hitlisterne og mellem gruppens to medlemmer, synthesizernørden Vince Clarke, med en fortid i Depeche Mode, og den bluesfarvede sangerinde, Alison Moyet, der fandt hinanden gennem en musikalsk kontaktannonce. Moyet søgte musikere med rødder i traditionel bluesmusik, og Clarke henvendte sig – guderne må vide hvorfor. Ikke desto mindre skulle kombinationen af den lille, indadvendte synthesizergnoms knivskarpe produktion og Moyets fyldige vokal vise sig at give pote, men at de to dybest set var meget forskellige størrelser, blev tydeligt for enhver allerede under indspilningen af duoens andet album ”You And Me Both”, hvor Clarke og Moyet knap kunne være i studie med hinanden, hvorfor Yazoo da også endte med at blive opløst kort efter.

25 år er gået siden dengang, og fjendskabet er tilsyneladende lagt på hylden, for Clarke og Moyet har valgt at grave Yazoo-projektet frem fra gemmerne igen for at drage på turné, en turné, hvor koncerten i Falconer Salen d. 26. maj var åbningsaften. Billetter var blevet revet væk på ingen tid, og der var da også helt tydeligt en fornemmelse af forventning, mens den fyldte sal ventede på de to englændere, som endelig indtog scenen, klædt i sort, omkring kl. 20:30. Klapsalverne var ikke til at tage fejl af, og de steg kun til endnu voldsommere højder, da de første toner af ”Nobody’s Diary” fyldte salen. Publikum dansede, klappede og sang med, og den begejstrede modtagelse syntes at hjælpe Moyet på vej. Hun virkede en anelse nervøs, men blev hurtigt løftet af den gode stemning og leverede sin kraftfulde vokal, stort set uden slinger i valsen. Slingervals var der heller ikke noget af hos Clarke, som stod ganske ubevægelig bag sin laptop og MIDI-controller hele koncerten igennem, fra tid til anden kvækkende et- eller tostavelsesord gennem vocoder. Til trods for, at begge aktører således stod, som var de sømmet til scenegulvet, så formåede de alligevel at engagere publikum. Om dette skyldtes det særdeles gennemførte lysshow med flimrende baggrundsbilleder af Space Invaders og Pac Man, eller om det slet og ret må tilskrives musikkens afgjort fængende kvaliteter, skal være usagt, men tydeligt var det, at de 3000 tilskuere, som havde fundet vej til Falconer Salen den aften, kunne deres Yazoo-sange til noget nær fingerspidserne. Hvilket er mere end, hvad man kan sige om duoen selv, der et par gange i løbet af koncerten måtte afbryde et nummer, fordi Moyet havde glemt tekst eller var kommet forkert ind på et vers. Det virkede mere komisk end egentlig katastrofalt, og man kan naturligvis påpege, at det velsagtens er okay at have en smule nerver, når der tages hul på en turné – og da især, når man ikke har optrådt sammen i 25 år. Men det vidnede alligevel, på sin egen måde, om koncertens absolutte akilleshæl. Et godt liveband ville naturligvis ikke have stoppet halvvejs gennem et nummer for så at fortsætte omtrent, hvor de slap efter at have genfundet koncentrationen, et godt liveband ville ikke have ladet sig hyle ud af den slags, men i stedet improviseret sig fri af fadæsen. Men ikke Yazoo. For efterhånden som aftenen skred frem, stod det desværre klart, at Yazoo er ikke noget godt liveband.

Lige lovlig lidt live
Jeg havde den fornøjelse at befinde mig på første række koncerten igennem, og kunne fra, hvor jeg stod placeret sådan nogenlunde følge med i, hvad Vince Clarke lavede, eller måske snarere ikke lavede. For han spillede ikke alle de fede, fængende temaer, som hele salen kunne nynne med på, dem som i høj grad er essensen af Yazoos lyd. Nej, det meste af tiden spillede han sporadiske akkorder, ofte pænt gemt i det overordnede miks, og på visse numre svang han sig blot op til en lille smule vocoder sådan omtrent med et halvt minuts mellemrum. Kun på ganske få numre indtog han en mere aktiv rolle, men der var ikke et eneste tidspunkt, hvor han arbejdede eller legede med materialet på afgørende vis, og improvisation var åbenbart et fremmedord, der ikke havde fundet vej til Clarkes vokabularium. Forestil dig, kære læser, at du befinder dig til koncert med Pink Floyd; ”Comfortably Numb” brager ud af højttalerne, det er tid til klimaks, Gilmour træder på pedalen og … spiller rytmeguitar. Nej vel? Man vil jo høre ham spille soloen. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på kontrasten i forhold til Jean Michel Jarres optræden i samme Falconer Sal, bare lidt over en måned siden – hvor Jarre og hans musikere legede med musikken, med indlevelse, improvisation og fantasi, så lignede Clarke mest af alt en mand, som måske hellere ville være blevet derhjemme. Han er fænomenal i et studie, og hans øre for fængende synth-riff er imponerende, men han gjorde ikke nogen god figur på scenen i Falconer Salen. Og det er jeg ked af at sige, for Clarke er, trods alt, en af heltene.

Der blev naturligvis sluttet af med den hektiske ”Don’t Go”, og salen kogte. Det er et fremragende nummer, som bestemt ikke har mistet noget af sin energi med tiden, men nej, Clarke spillede ikke ”ba-ba-ba-ba-ba-ba-ba-ba-baaa”, han spillede bare en bastone i ny og næ, det dovne skrog. Ekstranummeret var selvfølgelig den syntetisk nuttede ”Only You”, som måske er noget af det tætteste, electropop-genren er kommet på en egentlig evergreen, og selvom salen råbte på mere, så tror jeg det var ganske fornuftigt, at Yazoo stoppede efter en lille halvanden time. Koncerten pegede for mit vedkommende på, at Yazoos musik har åbenlyse kvaliteter, som også er langtidsholdbare, men den pegede samtidig også på, at duoen har ikke meget at tilføje disse kvaliteter på scenen 25 år efter. Det kan blive til tre stjerner for noget, der til tider mindede lidt for meget som singback-afvikling snarere end en koncert, men læg gerne en stjerne mere til, kære læser, hvis vi lader os farve af gruppens musikalske kvaliteter.