Du er ikke logget ind    Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Anmeldelse / Live / Fredag d. 30-05-2008 kl. 01:40

Under Byen
med Wendy McNeill, VoxHall, Århus,
torsdag d. 29. maj 2008

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt
Foto: Steffen Jørgensen (www.photo.jint.dk)
GAFFA
5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner
5 stjerner
Læserne
Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Det særegne orkester stadig fremragende – med lidt nyt i posen

Forud for aftenens koncert havde vi en lille diskussion på redaktionen om, hvorvidt vi overhovedet skulle anmelde Under Byen i denne omgang. Vi har anmeldt dem mange gange før, og de har ikke noget nyt på gaden. Men omvendt: Lige meget hvad Under Byen ellers har gang i, så plejer de at spille én koncert om året i både Århus og København – medlemmernes respektive hjembyer – og de plejer at have lidt nyt med. Så vi endte med at tage dem igen.

Under Byen lagde dog ud i den helt gamle ende med ”Sejler”, åbningsnummeret fra deres stilskabende 1999-debut ”Kyst”. Sceneopstillingen var den samme, som den har været siden udgivelsen af Under Byens seneste studiealbum, den to år gamle ”Samme Stof Som Stof”: De otte medlemmer står på to rækker af fire. De to strygere, Morten Svenstrup (cello) og Niels Grøndahl (violin) helt i front i midten. I scenens ene side tangentspilleren, som det sidste halvandet år har heddet Rasmus Kjær, og i modsatte side trommeslager, slagtøjsspiller og korsanger Stine Sørensen. Bageste række er fra venstre guitarist, slagtøjs- og mundharpespiller Anders Stochholm, sangerinde Henriette Sennenvaldt, bassist og korsanger Sara Saxild og trommeslager og percussionist Morten Larsen.

Med andre ord en noget atypisk opstilling, men den fungerer. Først og fremmest fordi strygerne er en så integreret del af Under Byens lyd, at det er helt naturligt, at de er i front. Men også fordi Henriette Sennenvaldts særegne stemme og abstrakte tekster mindst lige så meget fungerer som et instrument og en stemningsskaber end som melodi- eller meningsbærende enhed. Sennenvaldt var dog usædvanlig klar i mælet i ”Sejler”, og efter ganske få lydmæssige skønhedsfejl i åbningsnummeret, hvor trommerne fyldte vel meget, fandt alle instrumenterne hurtigt deres helt rigtige plads i Under Byens ekstremt smukke og afbalancerede lydbillede, hvor skønhed, gru og alle nuancer derimellem hele tiden holder hinanden i skak: Smukke strygere, voldsomt slagtøj, spændingsfyldte klaver- og guitrrakkorder, elektroniske dissonanser, støjende sav – jeg kunne blive ved, men lyt selv til de skønne toner. Og så vokalen: sfærisk, hviskende, klagende, sukkende, snerrende, indsmigrende – lyt igen og fortsæt selv.

Efter ”Sejler” bevægede Under Byens musikalske optog gennem en smuk ”Plantage”, inden de allerede i tredje sang kom til en af koncertens klimakser, den ekstremt inciterende ”Den Her Sang Handler Om At Få Det Bedste Ud Af Det”. Sangen begynder lystig og uskyldig, men udvikler sig gennem otte minutter til et faretruende støjorgie af dissonerende strygere og hårdtpumpet slagtøj – helt i tråd med den gådefulde tekst om den lille pige og hendes onkel, og hvad der sker i hans bibliotek. Og det er vist ikke for børn.

Nye komponister
Efter en fin ”Heftig” fik vi så et nyt, eller i hvert fald endnu ikke indspillet nummer. ”Kap 1” er en typisk Under Byen-sang, med et smådystert vers, præget af tunge trommer og skarp guitar, og et smukt, strygerbåret omkvæd, eller B-stykke skal man måske bare kalde det. Og efter noget, man nærmest må betegne som et hit i Under Byen-sammenhæng, ”Det Er Mig Der Holder Træerne Sammen” - nu udstyret med småcorny ”ah”-kor i omkvædet - kom så aftenens anden og sidste nye/ikke indspillede sang, ”Alt Er Tabt”, som gruppen dog har luftet live sidste år. Nummeret er, som titlen antyder, i den småmelankolske afdeling, og melodien er skrevet af bassist Sara Saxild, der hermed er sprunget ud som komponist i Under Byen. Måske derfor benyttede hun lejligheden til selv at synge en del kor på den absolut fine komposition.

Herefter var det tilbage til de gamle livefavoritter. Et andet højdepunkt hos Under Byen er ”Film Og Omvendt”, der ligesom ”Den Her Sang...” starter blødt, men dog spændingsfuldt ud og i løbet af mere end ti minutter udvikler sig til et veritabelt støjinferno. Og lige bagefter fik vi så den helt stille, krystallinske ”Tindrer”, der viser, at intensitet hos Under Byen ikke er et spørgsmål om armbevægelser.

Som ekstranummer fik vi en lille, rar overraskelse. Under Byen havde fundet deres sjældent fremførte Leonard Cohen-fortolkning ”Jeg Er Din Mand” (fra hyldestpladen ”På Danske Læber”) frem – sikkert i anledning af mesterens snarlige besøg i byen. Sangen lyder i Under Byens drømmende version fuldstændigt, som om de selv havde skrevet den, og jeg er sikker på, at den grå eminence ville havde klappet i sine hænder, hvis han havde lagt vejen forbi Århus en måned tidligere end planlagt. Det gjorde han ikke, men klappede gjorde en begejstret sal, også undertegnede. Men jeg lover, at vi ikke anmelder dem mere i år – medmindre de finder på noget helt nyt. Og de går i hvert fald i studiet til august, lød meldingen efter koncerten – med numre af flere af gruppens medlemmer, der er begyndt at skrive sange efter komponisten Thorbjørn Krogshedes exit i januar 2007. Jeg kan næsten ikke vente.

Opvarmning: Wendy McNeill
Som support havde Under Byen allieret sig med canadiske Wendy McNeill, som de også turnerede med i 2006. McNeill gjorde dengang et absolut positivt indtryk, og det gjorde hun også denne aften, hvor hun som sidst stillede op med guitar, sampler og harmonika (denne gang dog med hele to af slagsen) – og så sin smukke, let hæse stemme og sine velskrevne sange, som både rummer melankoli, livsglæde og vrede, og generelt både er iørefaldende og har tilpas meget kant – såvel i musik som tekster. Ikke mindst McNeills særdeles fine harmonikaspil fik folk til at lytte, og sange som den pågående ”Black Angus” og den smukke ”Absolute Beauty” er vellykkede. Næste gang, vi ser hende i Danmark, skal det altså være som hovednavn. (Fire stjerner.)

Under Byen og Wendy McNeill spiller i Lille Vega i København 31. maj

Tip en ven
0 kommentarer. Tilføj din nedenfor.

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.