Anmeldelse / Live / Lørdag d. 31-05-2008 kl. 02:54

Spleen United
Tivoli Friheden, Århus,
fredag d. 30. maj 2008

Anmeldt af Jakob Østergaard Nielsen
Foto: Steffen Jørgensen (www.photo.jint.dk)

GAFFA		4 stjerner
Læserne		5,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Det var business as usual, da Spleen United åbnede Tivoli Frihedens årlige Fed Fredag-koncerter

+ Se hele galleriet

Fredag aften indledte Tivoli Friheden sin årligt tilbagevendende serie af Fed Fredag-koncerter. Konceptet er oprindeligt hentet fra det københavnske Tivoli (Fredagsrock), og siden 2004 har forskellige danske kunstnere fra maj til september suppleret publikum og deres fredagshygge blandt gynger og karruseller i det århusianske. I år var det Spleen Uniteds tur til at stå på scenen som sommerens første band, hvilket overordnet var et dristigt og (musikalsk) interessant valg, da Spleen United med deres elektrificerede og vemodigt melodiske univers formodentlig ikke inkarnerede en typisk publikummer denne fredag aften i Friheden. På den anden side ville bandets tunge, men fængende synthesizer-riffs formodentlig egne sig ganske udmærket til den store, halvvejs stadionrockede og bredt sammensatte forsamling, der stimlende fyldte plænen foran scenen.

Fra første anslag gik Spleen United i hvert fald frisk til stålet, og efter en bombastisk åbning indledte bandet med en lille håndfuld melodiske og tungt pulserende synthesizer-figurer, pågående dansable trommer og en snert af røg maskinelt frembragt midt på scenen. I netop det spor lå bandet og vuggede et par numre for efterfølgende at kaste sig ud i "Gold Ring", et smældende udstyrsstykke, der bar de samme adelsmærker som de foregående numre, men afslutningsvis mundede ud i en lang og medrivende instrumental outro, der insisterende bare blev ved og ved.

Dette markerede et andet musikalsk spor denne aften, og således lod bandet enkelte numre løbe gedigent løbsk med potente reminiscenser af de sene 1980'eres Manchester-bølge og klubpionerer som Happy Mondays, Inspiral Carpets og The Stone Roses rumsterende i den musikalske baggrund. I forlængelse af den første håndfuld numre blev publikum i almindelighed og fans i særdeleshed da heller ikke snydt for regulære ørehængere som ”In Peak Fitness Condition” og ”Spleen Utd.”, der for et par år tilbage udgjorde en mindre veritabel landeplage og dermed var selvskrevne til aftenens optræden.

Afslutningsvis og alt i alt stod Spleen United stærkest i de åbne passager, hvor der blev skruet op for intensiteten med en stribe rummelige crescendoer til følge, og bandet vitterligt gav slip. Det overskyggede dog ikke det faktum, at Spleen United efterhånden har fået opbygget et smalt, men inciterende og melodisk bagkatalog, der selv på en nogenlunde dag trådte ganske tydeligt i karakter, om end der fra tid til anden kunne spores en snigende redundans i udførelsen af selv samme. Formodentlig var det heller ikke nemt at åbne sommerens serie af Fed Fredag-koncerter foran et publikum, der åbenlyst var mere interesseret i at konversere hinanden, skåle og drikke fadøl end selve musikken på scenen.

På den baggrund gjorde Spleen United et ganske udmærket indtryk uden dog at være prangende, men mere kan man næsten heller ikke forlange i en atmosfære, hvor bandet kunne have gjort det foruroligende elendigt eller tilsvarende blændende, uden det formodentlig havde gjort den store bekostelige forskel. Herfra og (netop) derfor anbefales Spleen United også på årets Roskilde Festival i vitterligt andre og mere radikalt nænsomme omgivelser.