Du er ikke logget ind    Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Anmeldelse / Live / Mandag d. 02-06-2008 kl. 03:41

Bryan Adams
Scenen, Jelling Festival,
søndag d. 1. juni 2008

Anmeldt af Troels Frøkjær
Foto: Kenneth Mortensen (www.photoclick.dk)
GAFFA
5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner
5 stjerner
Læserne
5,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Straight From The Heart

Det blev en helt igenem smuk og varm afslutning på Jelling Festival søndag aften med 15.-20.000 glade mennesker foran store scene.

Bryan Adams og bandet lagde ud med at synge "There'll Never Be Another Tonight", og det kunne vi jo kun give ham ret i.

Derefter skrålede den 49-årige canadiske sanger "Can't Stop The Thing We Started", mens han så ud til at mene det. Her var ikke en ny dag på kontoret, men ægte uforfalsket spilleglæde.

Bandet spillede som en velsmurt maskine med bassen som bundsolidt kædetræk, og forsangeren var tilsyneladende i ligeså godt humør som publikum, som havde glædet sig til festivalens topnavn og var helt klar til fest og fællessang.

Rocksangen "18 Till I Die", fra pladen af samme navn blev sparket igang med pondus og kraft, mens vi fik "Back To You" i en fin akustisk version.

Efter hittet over dem alle: "Summer Of '69", som sammen med den stærke plade "Reckless" i 1983 gav Bryan Adams det helt store gennembrud, begyndte publikum spontant at synge "Brian, Brian, Brian", nærmest som et fodboldråb. Adams fangede straks joken, holdt op at spille og modtog i stedet folkets hyldest, mens han med et smil svarede: "Yes, I am "Brian"", inden alle brød ud i smuk fællessang i balladen "Everything I do", og guitarist Keith Scott supplerede med den nydeligste følsomme guitarsolo.

"Cuts Like A Knife" blev serveret, som den skulle, råt og heftigt, inden Adams spurgte ud til publikum, hvem der havde lyst til at komme med på scenen og synge "When You're Gone" med ham. Det blev Mille fra Tørring, der kunne teksten udenad og gjorde det rigtigt charmerende i duet med Mr. Adams selv.

Vi fik også enkelte knap så stærke sange fra det nye "11"-album. Anderledes smukt var det, da tusindvis af mennesker fra hjertet sang med på "Straight From The Heart", sart, enkelt og smukt.

Under "De Tre Musketerer"-sangen "All For Love" bad Adams os tænde mobiltelefonerne. Det gav et menneskehav, hvor lyset bredte sig på pladsen, mens solen var ved at gå ned bag den store teltscene. Et betagende syn.

En helt igennem smuk koncertoplevelse, der blev spillet "Straight From The Heart", afsluttede på fineste vis en dejlig Jelling Festival, hvor vejrguderne i den grad havde været med os.

Vi ses næste år, Jelling!

Tip en ven
Endnu ingen kommentarer. Tilføj din nedenfor

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.