Anmeldelse / Live / Onsdag d. 04-06-2008 kl. 05:28

Dio
Amager Bio, København,
tirsdag d. 3. juni 2008

Anmeldt af Rasmus Heide
Foto: Rasmus Heide

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Stor stemme synger tung nostalgi

+ Se hele galleriet

Tynde teenagevokaler, lange saxofonsoli og P3-venlige omkvæd. Nej, nej, nej. Amager Bio inviterede i aften indenfor til heavyrock, som kun mænd på den naturlige side af tyndhåret kan levere den.

Ronnie James Dio og hans tro håndgangne mænd er efterhånden gamle kendinge på Amager. Denne gang dog uden at byde på nyt – hverken på sætlisten (som de ellers plejer) eller stilmæssigt (hvilket havde været lidt af en sensation anyway).

Mellem forberedelserne til det næste Black Sabbath-album (Heaven And Hell? Same same but... same) har Ronnie taget et par uger fri til at lufte sit eget band og trække gamle gullige kaniner op af hatten. Bare tre numre får vi fra denne side af år 2000.

Sættet blander Dios sikre træfninger med enkelte sjældent spillede kuriøsiteter – og så selvfølgelig et par Rainbow-klassikere fra dengang, Ronnie James Dio og Ritchie Blackmore skrev nye sider ind i heavyrockens encyklopædi.

Nu om dage truer Ronnie James Dio ikke med at forny noget som helst. "Copenhagen always rocks! I know it's a down time for rock'n'roll and especially metal music, but fuck them, we're all here, aren't we?"

Med Dios største soloklassiker "Holy Diver" som åbning er stilen lagt til halvanden times tungnostalgi fra den ægte ophavsmand til djævlens gedetegn – pegefinger og lillemand strittende med resten af hånden knyttet.

"Rainbow in the Dark" er 80'er hoppe-pop med heavyrockens mest fimsede keyboard-riff. Til gengæld er det gamle band Rainbows "Temple of the King" og "Kill the King" en minirejse fra det halvakustisk lyriske til det kraftfuldt energiske. Ægte excitement.

Efter 67 år på denne jord er Ronnie James Dios stemme stadig imponerende og kraftfuld som få. Det meste af koncerten kører det i smør for Ronnie-drengen, men et par gange fejler stemmebåndene. Det påvirker ham. Han passer bedre på, synger mere forsigtigt og "tager tilløb" til de sværere passager. Skønhedspletterne er i sandhed få, og Ronnie James Dio holder utrætteligt fanen højt.

Bandet vinder ikke priser for ekvilibrisme, men de ligger solidt som bund og bagtæppe. Bassist Rudy Sarzo (eks-Ozzy, eks-Whitesnake, eks-Quiet Riot) gør den bedste figur af de fire – både visuelt og musikalsk.

Trommesoloen fra Simon Wright virker til gengæld som en sur pligt. Endeløst hamrer han tomgangsslag i de hvide trommer, og da det endelig ser ud til at lysne, starter han minsandten "1812 Overturen" op på bånd, som han brutalt og umusikalsk spiller (sønder og) sammen med. Da legendariske Cozy Powell opfandt dét koncept, var det sjovt. Men det var også i 1976!

Kvabsede Craig Goldy har kun hæderligt styr på guitaren. Da han går i gang med en træg og gennemtygget version af Rainbows "Man on the Silver Mountain" ligner han en dybt koncentreret førsteårs guitarelev, der møjsommeligt forsøger sig med det gamle Blackmore-riff. Ak-ak.

På siden af scenen står tidligere Dio-guitarist Doug Aldrich og holder et vågent øje. Han forlod Dio for at spille med Whitesnake, som i disse dage holder øvelejr i København op til deres Europaturné. Aldrich får ikke lov at jamme med Dio, og Goldy ser tydeligt lettet ud.

"The Eyes" og "Lord of the Last Day" er abnormt langsomme, tunge og, ja, faktisk pænt inspirerende. "Sacred Heart" signalerer god gammel glemt klassiker, mens titelnummeret fra Dios andet album, "The Last In Line" er mesterligt – både på pladen dengang og i aften på Amager.

Til sidst en cadeau fra Dio: "We'd like to thank all the people who didn't go to the Kiss show tonight. That's you." Selv tak, nogle af os foretrækker stadig musik frem for gøgl og gimmicks.

Heaven And Hell drager i august på sommerturné i USA. Bagefter skal de tilbage i studiet og indspille næste års opfølger til 1992's "Dehumanizer".