Anmeldelse / Live / Fredag d. 06-06-2008 kl. 07:15

Celine Dion
Parken, København,
torsdag d. 5. juni 2008

Anmeldt af Maria Therese Seefeldt Stæhr
Foto: Martin Rosenauer

GAFFA		3 stjerner
Læserne		6,00 stjerner i snit (efter 2 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

En lille dame, en enorm diva. Der var masser af kraft, men ikke rigtig noget saft til det stopfyldte Parken.

+ Se hele galleriet

Billeder: Martin Rosenauer

Der er vist ingen grund til en nærmere præsentation af aftenens hovedperson, der på sin gigantiske verdensturné denne solbeskinnede grundlovsdag lagde vejen forbi Danmarks nationalscene i København. Celine Dion er nemlig på alle måder det, man på godt dansk kalder en superstjerne. En diva. Og med et bagkatalog, der rummer nær ved 50 albumudgivelser og et salg, der er tæt på 200 mill., så må der immervæk være en bunke hits at hente. Og det er var så sandelig også til denne koncert.

Mindre teater, mere passion
Allerede aftenens andet nummer fik publikum op af de ellers så pænt opstillede stole, da tonerne fra storhittet og titelnummeret fra det endelige gennembrudsalbum ”The Power Of Love” drønede ud af højtalerne. Og det varede da heller ikke længe, før det fyldte stadion igen kunne give sig hen i mere eller mindre ekstase over det, der senere skulle vise sig at være aftenens nok bedste vokale performance, ”All By Myself”, der, som eneste nummer, blev leveret med en inderlighed, en passion og en dybfølthed, der ramte en i hjertet og viste, at Dion inderst inde stadig kan – og stadig vil.

Men, for der er et men, der var langt mellem de gyldne sekunder. Det ramte slet ikke plet. Bandet groovede skønt og spillede virkelig lækkert, koret sang intet mindre end fantastisk, men divaen Dion var på en eller anden måde for fjern. Ingen tvivl om at det var et professionelt show, med mindst lige så professionelle aktører, men passionen var om ikke aldrig, så i al fald yderst sjælden at spore hos sangerinden. Hvor musikere og korfolk strålede, var Dion langt mere teatralsk og professionel end passioneret. ”Er det ikke godt nok?”, vil nogle måske spørge, men nej. Det mener jeg faktisk ikke.

Et af Dions kendetegn er disse meget emotionelle sange, storladne ballader, der kan få selv den mest hårdhjertede til at få kuldegysninger og leve sig ind i musikkens univers, men på scenen skete det ikke. På besynderligste vis formår den ellers så teknisk dygtige sangerinde ikke at formidle sin passion, men sender snarere angstlignende blikke, når hun synger de mange høje toner – som om hun for sin indre blik ser noget inderligt skræmmende. Samtidig er hele hendes optræden ufattelig teatralsk, hvilket måske skyldes de talrige optrædender i Las Vegas, men de mange poseringer, knæfald og den til tider voldsomme gestik blev ganske simpelt for meget og for lidt på samme tid. Uforløsende.

Halvanden time og fem tøjskift senere
Når det er sagt, så vidnede showet virkelig om en sikkerhed og gennemtænkthed der fortjener ros. Selv om der var fem (!) tøjskift, så virkede de forskellige pause-acts overraskende godt, både dansenumrene men især korets funk-medley, hvor man endnu engang fik lov at lytte til herren, der også var en perfekt stand-in for R. Kelly i duetten ”I’m Your Angel”, Barnev Valsaint.

Der er ingen tvivl om, at de knap 40.000 fans fik, hvad de kom for – voluminøse ballader, masser af glitter og Las Vegas, og naturligvis en perlerække af sangbare hits, men så stoppede det også der. Vi fik langtfra det ekstra boost. Det dér, der gør, at man tager hjem med et smil på læben og en god følelse i kroppen, og jeg må indrømme, at med så stort et navn på besøg, så var det vel det mindste, man kunne forvente. En forløsning. Men nej. Måske kan man blive for professionel?