Anmeldelse / Live / Lørdag d. 07-06-2008 kl. 12:57

Foo Fighters
Wembley Stadium, London,
fredag d. 6. juni 2008

Anmeldt af Nicolai Hartvig
Foto: Nicolai Hartvig

GAFFA		4 stjerner
Læserne		5,33 stjerner i snit (efter 3 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Foo Fighters vendte tilbage til Wembley Stadium med 86.000 fans og en gedigen magtdemonstration

+ Se hele galleriet

Da Foo Fighters spillede til velgørenheds-extravaganzaen Live Earth lovede Dave Grohl at bandet ville vende tilbage til engelsk fodbold’s højborg Wembley Stadium. Med knap 86,000 tilstede blev denne tilbagevenden Foo Fighters’ største koncert nogensinde.

Undertegnede havde ikke set en Foo Fighters-koncert siden Bruxelles i 1995, hvor en kammerat gik i mosh pit og kom ud igen med et stort smil – og fuldstændigt iturevne, strimlede cowboybukser. Det var da, og nu er Foo Fighters mere familievenlige. Små drenge hopper på tribunerne, mens forældrene holder øje. Selv en baby har fået byggeplads-tykke ørebøffer på.

Dave Grohl ligner stadig den hårdt stampende rockhippie, mens andre af bandets seks musikere er iklædt pæne skjorter. Men de kan alle nok tages med hjem til svigermor. Foo Fighters har gennem årene mistet noget af deres kant og den helt specielle frækhed og skarpsyn, der strålede igennem på debutpladen og store dele af “The Colour and The Shape”. De leverer dog stadig et kontant rockshow, som denne aften strakte sig over knap to en halv time og et bredt uddrag fra alle bandets plader.

Bandet spillede under et lysende lysthus-lignende struktur på en stor scene, der drejede, så alle fans kunne få lidt øjenkontakt. En 30 meter lang gangbro strakte sig ud blandt publikum, og Dave Grohl gjorde flittigt brug af den, med løben, spankuleren og et helt regi af rockstjerne-posturer. Når Dave Grohl vil sige hej, skriger han, til ørerne popper – og smiler derefter pænt. Nogle fans havde dog trukket det korte strå og sad bag bandet det meste af aftenen. “I folk har betalt en masse penge for at stirre på min røv hele aftenen. Jeg er sikker på, at det var hver eneste fucking ... cent ... værd,” kommenterede Grohl, inden han dedikerede dem en akustisk version af “Big Me”.

Wembley var med åbent tag, og en let brise bar lyden helt fantastisk tidligt i koncerten. Men på scenere numre gik der lidt mudder i det, og blandt andre “Monkey Wrench” og “Generator” havde lidt svært ved at løfte sig. “Breakout” ramte dog plet og Grohl formåede at lade publikum synge solo allerede fra første omkvæd, det stærkeste tegn på en medrivende koncert.

Flere af numrene var trukket længere end på pladen, og et meget tungt og stoner-agtigt mellemstykke virkede perfekt på “This Is a Call.” Guitarsoloen var fin, mens Taylor Hawkins’ trommesolo var hurtig og übertight, men lidt sjæleløs. Publikum gik dog mest amok over den triangelsolo, som bandets medbragte percussionist nærmest blev tryglet om at lave. “Det er ned ad bakke herfra,” sagde Grohl. “Vil I have mere triangelsolo? I gør sgu da for fanden grin med mig?”

Mest imponerende var Grohls soloudgave af “Everlong”, sunget alene på gangbroen badet i blåt lys, med publikums blitz lynende fra alle sider. Den, samt den ypperligt klimaktiske afslutter “Best of You”, var absolut til seks stjerner og kuldegysninger.

Koncerten sluttede med fyrværkeri. Bandet krammede, bukkede, og enkelte tårer dryppede ned af kinderne. Foo Fighters havde svedt til det sidste og leveret en gedigen demonstration i rockens kunst. De fyldte Wembley med fans, men ikke altid med musikken. Det er stort at spille på Wembley. Koncerten efterlod et lille spørgsmålstegn ved, hvorvidt Foo Fighters er store nok.