Anmeldelse / Live / Lørdag d. 07-06-2008 kl. 14:12

Snöleoparden
Spot Festival, Århus Kunstbygning,
fredag d. 6. juni 2008

Anmeldt af Marta Sørensen, MyMusic.dk
Foto: Tania Gibson MyMusic

GAFFA		3 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Wunderkindet skaber musik, som kunne ledsage stormvejr og gletsjere, men på scenen er han desværre temmelig tam

+ Se hele galleriet

Måske er det læretiden hos den indisk estrengeguru og Beatles-inspiration Ravi Shankar, der har givet Snöleoparden, aka Jonas Stampe, den drengede og charmerende, men ikke så spændende ro, han tuller rundt på scenen med. Der er i hvert fald langt til både ekshibitionistisk rockstjerne og lunt underfundig singer-songwriter, mest fordi den talentfulde hippie i pandebånd og stumpebukser ikke siger så meget ud over at introducere sin scenemakker. Denne sidder i noget, der ligner en losseplads og lyder som et syretrip. Med sit vildmandsgarn og garvede hud hamrer Stampes medmusikant på smadrede kummer og snedigt sammensatte metalstrenge. Hovedpersonen selv skifter mellem "almindelige" guitarer og én, der ligner en Transformer, samt en dejlig folkeskole-xylofon.

Tag ikke fejl, Jonas Stampe er et musikalsk talent med meget udvidede horisonter og sans for det storslåede. Hans overvejende instrumentale numre bevæger sig kompetent mellem world-genrer, sampling og svævende guitarleg. Desværre er han og makkeren lidt for opslugte af stemningen og musikkens muligheder til at have særlig meget med publikum at gøre. Derfor er det heldigt, at de spiller i Århus Kunstbygning, hvor scenen er lav, atmosfæren intim, og varmen så ulidelig, at man alligevel er for sløv til at kaste sig rundt i takt.

Selvom Snöleoparden og vildmanden ikke er de store showmen, supplerer de rent musikalsk hinanden glimrende og passer perfekt ind i det mystiske univers, som deres musik fremmaner. Som hjælp projekteres forskellige film op på væggen til højre for dem, blandt andet af blomstrende tulipaner og gymnastiske kvinder, men ingen ser ud til for alvor at lægge mærke til det. Til gengæld er folk imponerede, da Stampe kaster sig ud i en utrolig omgang xylofon på nummeret af samme navn fra Snöleopardens første selvbetitlede album.

Koncerten på Spot Festival er del af en verdensturné for at promovere den nye plade, og det er ikke svært at forestille sig begejstringen i kunstnerkredse over den unge musiker, der flyver ind og ud mellem genrer uden, at man helt ved, hvad han laver. På Spot fungerede han derfor mest som et ganske spøjst indslag og en eksotisk afveksling fra indierockerne - og ikke som en livemusiker, man ikke bør gå glip af.