Anmeldelse / Live / Lørdag d. 07-06-2008 kl. 19:17

Annika Aakjær
Spot Festival, Musikhuset Rytmisk Sal, Århus,
fredag d. 6. juni 2008

Anmeldt af Marta Sørensen, MyMusic.dk
Foto: Anders Stensgaard - www.stensgaard.dk

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Mød Niels Hausgaards iltre rødhårede arvtager

+ Se hele galleriet

Annikas element er scenen – det er her, hun møder folket og fortæller sine historier om mislykkede liv og store forhåbninger, og det er her, man får det bedste indtryk af den farverige 25-årige folksanger. Til Spot Festival har hun medbragt sin producer Henrik Marstal og studiemusiker Kasper Rasmussen, der blandt andet føjer autoharpe og cello til hendes kompetente guitarspil.

Til hver sang fortæller hun en sjov historie med en pointe, og en enkelt gang siger hun inden det afsluttende vers, at "nu kommer moralen". Marstal og Rasmussen smiler, for hun er sgu indtagende og intelligent og har den rette blanding af sødme og social indignation. Hendes numre handler om at have ambitioner for sine børn; om at spise sig fed, så kæresten tror, man er gravid; og om en engelsklærer, hvis liv er så tragisk, at han bestiller en gravplads i en alder af 55.

Annika forstår virkelig at smøre det betragtelige publikum, selvom hun har fået den tvivlsomme ære af at åbne Musikhusets Rytmiske Sal fredag klokken lidt over tre. Både unge og gamle griner med, når hun advarer om, at dem med stomi måske vil få svært ved at leve sig ind i hendes næste sang, der handler om at gå på toilet. De hujer, når hun selv overtager rappen på "Lille Filantrop" – den rap, som i Per Vers' mund blev klippet ud for at passe ind på P3.

Annika gør sig bedst på scenen, fordi hendes mål er at fortælle folk noget om deres eget liv; om tåbeligheder, drømme og fiaskoer, og om at man godt kan leve mindre materialistisk og mere rødt, hvilket hun selv gør. Sådan er der så mange musikere, der har det, for eksempel Niels Hausgaard, der krydser hyggelige hverdagsobservationer med skarpe politiske pointer. Annika nøjes som regel med det første, selvom det er tydeligt, at hendes sympatier ikke ligger hos hverken regeringen eller det borgelige Danmark, hvad det så end er. At dømme ud fra Aakjærs tekster ved hun heller ikke rigtigt, hvad det er, men hun er i hvert fald imod det.

Derfor lever hendes sange desværre ikke altid op til den modvilje og snert af arrogance, hun udviser over for det, hun ikke bryder sig om. "Utilfreds I En Alder Af 55" bliver ikke mere end en efterskolepiges overfladiske hævn på en lærer, der gav hende dårlige karakterer, og "Drømmenes Toilet" er trættende hverdagsagtig. Der er ikke noget galt i at synge på dansk om de nære ting, især ikke når man har både stemmen, de musikalske evner og udstrålingen til det, men som kunst holder det ikke længe uden et lidt større perspektiv end "anderledes pige mod den materialistiske verden". Som live-musiker er Annika Aakjær til gengæld sjældent nærværende og morsom, men hendes budskab forbliver stadig lidt for ufarligt.