Anmeldelse / Live / Lørdag d. 07-06-2008 kl. 23:41

The Bronson Brothers
Spot Festival, VoxHall, Århus,
lørdag d. 7. juni 2008

Anmeldt af Thorbjørn Nyander Poulsen, MyMusic.dk

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Stilsikker musik fra dengang, hvor bas og guitar lignede store violiner, og mænd var mænd

Der var virkelig brug for nye melboller på den lunkne suppe, efter at konferencieren havde blameret sig med Spots vel nok pinligste introduktion. Der var brug for modenhed og autoritet, som atter kunne rette det modne publikums tæer ud. Derfor var det især godt, at bassisten besad et blik, hvis myndighed fik undertegnede til at tænke på barndommens fortrængte minder, når far så igennem sin lille dreng med et blik, der sagde: "Søn, du kan ligeså godt indrømme det nu".

Sangene kredsede om voksne og romantiske tematikker: "Miss Miss" berørte det fede ved skilsmisse. "Love Inn" omhandlede det fede ved de gode gamle dages festivaler, hvor man "hældte øllet i store badekar efter bedste evne, og delte med alle". Genren var sikker som en Cadillacs tomgangsrytme: Tresser, tresser, tresser...

Fra starten var lydbilledet præget af stilsikre Hank Marvin-riffs, akkompagneret af, hvad dertil hørte af Shadows-trommerytmer. Senere hen stod den på vildere Tarantino-tremolo og rytmer, der ledte tankerne hen på nutidige The National. Korarrangementerne var tostemmige, og levede også op til tressernes diktering af parallelle tertser og sekster – næsten som Lennon/McCartney. Og der blev da også lånt lidt fra disse prominente herrer: Næstsidste sang indeholdt således en tro kopi af bas-temaet fra "Taxman".

Bandets heterogene attitude matchede dog ikke helt sangenes til tider sørgmodige indhold. Især forsangeren var hele vejen igennem enormt folkelig med sine små kække smil, blink med øjnene og rul med skuldrene. Pianisten, som kunne være Jesper Asholts lillebror, var uskyldig og rørende i sin udstråling: Aldrig har man set en velvoksen mand koncentrere sig så meget om sit klokkespil.

Da den nostalgiske eufori lagde sig, efter et par numre, føltes en vis form for afmatning – koncerten voksede ikke og var fattig på tressernes oprørske drive. Alligevel lykkedes det fint at skabe en stilistisk udvikling, og koncerten kulminerede, ligesom omtalte årti, med hippiernes shaman-trommedans og udsyrede LFO-flimmer. Til alles lettelse fik konferencieren omsider en ny dampende omgang Campbells Condensed Tomato Soup årgang '68 på sine melboller.