The Storm
Featuring Richard Fortus, Spot Festival, Ridehuset, Århus,
lørdag d. 7. juni 2008
| GAFFA | 3 stjerner | |
| Læserne |
|
Endnu ikke anmeldt af læserne |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
En anstændig, men alligevel noget fesen koncertoplevelse fra Pernille & The Stormtroopers
Klokken har passeret de ti, og den sidste koncert på Ridehusets scene afventes af en næsten helt fyldt sal. Nogen er tydeligvis fans, mens andre synes primært at være mødt frem for at se den langhalsede giraf med næsen i sky. Stemningen er ikke just sitrende, og det er således heller ikke en mur af jubel, der møder konferencieren, da hun præsenterer de næste optrædende. "Kom så, Mew!", bliver der råbt, idet aftenens ene hovedperson, Johan Wohlert, indtager scenen, inden han griber sin guitar for sammen med det øvrige band at fyre op for en forventeligt pompøs intro. Lyden, der møder publikum de første 30 sekunder, har allerede sat standarden for, hvordan den resterende koncert kommer til at føles i ørerne: En massiv rytmesektion, halvmudrede guitarer og en række tangenter, der tilsammen udgør den relativt gumpetunge rockmaskine, som denne forsamling musikere repræsenterer.
Ind på scenen træder Pernille Rosendahl, der overordnet set bestemt hæver niveauet. At hendes stemme ikke kommer til sin fulde ret i denne rigeligt storladne kontekst er ganske givet rigtigt, men den er ikke desto mindre stadig velklingende og karakteristisk på en aldeles tiltalende måde. At hun samtidig er både sød og charmerende at se på på en scene, skader bestemt heller ikke, og hun udgør et positivt kontrasterende fikspunkt blandt de fem hårdkogte gutter på scenen.
I en pause mellem numrene tager hun sig tid til at besvare det spørgsmål, som hun er blevet stillet mange gange i løbet af dagen: Hvad i alverden laver The Storm dog på Spot Festival? Svaret var, at nu hvor Johan og Pernille selv har sat deres bambiben på festivalen tidligere, ville de nu betale respekten tilbage. Åbenbart ved at udgøre en form for trækplaster, værdien af hvilket man imidlertid kan diskutere, når man begynder at observere mængden af folk, der vælger at fordufte i løbet af koncerten.
Musikken vælter derudad, og den er bestemt ikke ueffen som sådan, men den blæser heller ikke hverken hjernen ud på tilhørerne eller taget af Ridehuset. Generelt er reaktionerne lidt tamme den første halvdel af koncerten, og først fra og med singlen "Lullaby" synes folk – de tilbageværende i hvert fald – at vågne lidt op. Det afgørende højdepunkt kommer i form af det efterfølgende nummer, "Caught Sleeping", hvor publikum for en gangs skyld helt automatisk begynder at klappe entusiastisk i takt.
Et andet positivt element er Guns N' Roses-guitaristen Richard Fortus, der medvirker på The Storms album, og som ved denne og den foregående koncert på Skive Beach Party medvirker hele aftenen igennem. At han er medlem af Guns N' Roses, er ikke så voldsomt afgørende, for det er ikke, fordi han er iført Axl-stjernestøv, men derimod er hans fremtoning på scenen et afgjort plus. Ingen andre guitarister synes at tæske så ualmindeligt voldsomt på de stakkels guitarstrenge, og få andre formår at leve sig så fysisk ind i sit guitarspil, uden at det bliver pinagtigt at se på. Har man først bemærket hans stil, bliver den umiskendelig, og i et hav af anonyme rock 'n' roll-guitarister er han en kærkommen bøje at pejle efter.
Koncerten lakker mod enden, og med titelnummeret fra albummet sættes et punktum for en anstændig, men alligevel noget fesen koncertoplevelse. Men det er ikke slut endnu. Der er tydeligvis planlagt et ekstranummer, og konferencieren kommer ind på scenen og prøver at gejle folk op til mere. På dette tidspunkt er der kun en relativt beskeden håndfuld publikummer tilbage, og det bliver en kende pinligt – især når man med æren i behold kunne have afsluttet koncerten efter den ordinære spilletid. Men, men, men – tilbage kommer The Storm og slipper nok en vind, og så er det så også slut, prut, finale.














Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.