Black Rebel Motorcycle Club møder Steppeulvene hos lovende ep-debutanter

Den danske sang har det godt i disse år. En af de nyeste stemmer i koret er ep-debuterende Mellemblond, der stiller op i det klassiske trioformat sang/guitar, bas og trommer. Modsat mange af sine åndsfæller har Mellemblond dog ikke den akustiske guitar i centrum – nej, der er fuld strøm og til tider forvrænger på, ikke mindst på åbningsnummeret Ishånd, hvor trioens erklærede forkærlighed for Black Rebel Motorcycle Club bryder ud i lys lue: Den sumpede, langsomme blues-støjrocker og Kristoffer Munck Mortensens let hæse og kølige sangforedrag leder straks tankerne hen på White Palms fra BRMC’s debut. Tilsat poetiske, billedrige tekster (”Tågen klæber / Himlen er Hammershøi / Skriver skrig og hjertestøj”) og lidt mundharpe og trombone fremstår Mellemblond dog langtfra som et plagiat, selv om også inspirationen fra Steppeulvene sine steder er tydelig. Mellemblond har altså ikke genopfundet det varme vand, men blandet varmt og koldt på en måde, der ikke er så gængs i disse år, og det i sig selv gør dem lovende.