Kylie Minogue
Forum, København,
søndag d. 8. juni 2008
Foto: Martin Rosenauer
| GAFFA |   |
4 stjerner |
| Læserne |
 
|
5,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer) |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Kylie – verdensmester i kostumeskift
Billeder: Martin Rosenauer
Præcis hvor store forventninger må man have, når et ikon kommer til byen og man for første gang skal opleve ham/hende live in concert? ... bare sådan pænt store? Eller kæmpestore? Eller... ? Jeg ved det ikke, men ved dog, at der ofte med forventninger følger de klassiske skuffelser.
Derfor forsøgte denne anmelder, inden gårsdagens koncert med diskotrunten Kylie, netop ikke at pumpe forventningerne op i sommerskyerne, men blot at håbe på en popfest, der ville glitre i mit humør langt ind i efteråret ... altså havde jeg semi-store forventninger trods alt. Forventninger, som kun delvis blev indfriet.
Kylie startede ud med ”en af de nye” fra sidste års album "X" nemlig "Speakerphone", hvor hun blev flankeret af utallige dansere vakuumpakket i sorte latexdragter på Darth-Vader-møder-American-footballers-måden. Meget pompøst. Og meget fint gled nummeret over i "Can't Get You Out Of My Head", som jo er blandt de nitusindmillioner hits, som Minogue har haft siden "Locomotion"-debuten i 1987. Således kom koncerten godt i gang, som man siger, og liflige ørehængere afløste herefter hinanden. Især "Spinning Around" og "Wow, wow" kildede de rette steder – i fødderne og omkring navlen. Dog trak det en del ned, at feen ikke have fundet de legendariske guld-hotpants frem. Humpf!
Men kostumeskift og ekstravagant scenografi var aftenen ellers rig på. Konstant skiftede sceneriet. Fra nævnte miks af si-fi og football til maritimt 30’er-look til noget Japan-kitch på den ultramoderne måde osv. osv. osv. Faktisk gik der direkte Las Vegas i den, hvilket måske også er medvirkende til den her efterfølgende følelse af, at forventningerne ikke helt blev indfriet. Det havde sgu nok været bedre at holde snittet rent, at gå ”pop-linen” ud og skumme verdensmesterskabet i kostume- og scenografiskift fra, tror jeg. Med andre ord: jeg-har-en-sang-som-jeg-gerne-vil-dele-med-jer-elementet druknede i visuelt blær, hvilket skabte en dræbende distance til publikum. Men så igen/på den anden side: er Kylie ikke netop indbegrebet af leg med stil og udfordring af divamode – en syngende påklædningsdukke?
En version af "Slow", som gled over i en sej dance version, og "2 Hearts" afsluttede første del.
Anden del bød på dejlige sange såsom "Come Into My World", "On A Night Like This", "Your Disco Needs You" og ikke mindst "Kids", hvor man dog håbede på, at eksempelvis Martin fra Ørum eller en anden nationalhelt fra det maskuline køn ville blive hejst ned og snuppe tjansen som stand in for Robbie Williams, for det var lidt tamt, at denne nyklassiske ballade blev poppet af sammen med korpigerne. Dog var det her, publikum vågnede til dåd og overgav sig. Salen elskede Kylie på trods af, at der generelt kom ganske lidt den anden vej. Igen: forventninger!
De obligatoriske ekstranumre (altid den samme formel, right!) blev "Love At First Sight" og "I Should Be So Lucky" blandet op med en kanonfuld god, gammeldags guldkonfetti. To gode valg.
Alt i alt var det fint at opleve ikonet fra Australien. Man forstår udmærket hendes mangeårige succes, de fine priser, som den sidste tid har raslet ned over hende og titlen som hele verdens popprinsesse. Det hele er yderst velfortjent. Men hånden på hjertet: Kylie er bedst på musikvideo, en disciplin som hun mester, som ingen anden, hvorimod hendes (i hvert fald denne) liveoptræden mangler den dér oprigtige glæde ved at optræde, som ikke kan fingeres og som er så afgørende for, hvor dybt man som koncertgænger bliver forført, og hvor længe oplevelsen bliver ved med at krable i kraniet og berige humøret.
Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.