Anmeldelse / Live / Mandag d. 09-06-2008 kl. 20:55

Whitesnake
Sweden Rock Festival, Sölvesborg,
fredag d. 6. juni 2008

Anmeldt af Anders Wind
Foto: Jacob Dinesen

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Kedelige solopartier satte kæp i hjulet på Whitesnake-triumf

+ Se hele galleriet

Whitesnake har i David Coverdale en forsanger, som er som skabt til at spille på de store scener. Således var koncerten på Sweden Rock Festival en opvisning i, hvordan man holder publikum i sin hule hånd stort set fra start til slut. David Coverdale valgte at placere sig selv længst ude på scenens catwalk, således at han nærmest stod ude blandt publikum gennem hele koncerten. Dermed opnåede han en kontakt til publikum og skabte et nærvær, som kun få formår at skabe på en så stor scene. Læg dertil, at den snart 60-årige forsanger stadig har en stemme som er fuld af saft og kraft og i øvrigt stadig ser fantastisk godt ud i åbenstående skjorte, og vi har definitionen på en rockstjerne. Jo, David Coverdale var skam i sit es denne aften på Sweden Rock Festival og der blev flirtet, joket, og fortalt anekdoter til publikum mellem numrene til den helt store guldmedalje.

Whitesnake er dog mere end David Coverdale, og med sig havde han blandt andet de to fremragende guitarister Doug Aldrich og Reb Beach, som begge bidrog med masser af personlighed og ekvilibristisk guitarspil. Koncerten var bygget op omkring Whitesnakes mange klassikere, og bandet leverede hæsblæsende udgaver af numre som ”Fool for Your Loving”, ”Love Ain’t No Stranger” og ”Here I Go Again”. Disse blev suppleret af et par nye numre fra bandets seneste plade ”Good to be Bad”, som faktisk gik overraskende godt i spænd med det ældre materiale og som sådan fremstod koncerten ganske helstøbt.

Det var dog, som om koncerten, der ellers var startet helt forrygende, gik i stå lidt henne i sættet. Da var det blevet tid til, at guitaristerne og trommeslageren skulle vise, hvad de kunne på deres instrumenter, hvilket resulterede i alenlange solostykker som fik koncertens intensitet til at dale kraftigt. Efter denne pause var det, som om den aldrig rigtig kom helt op i det gear, den var startet i, og selv om der eksempelvis blev sunget godt med på balladeklassikeren ”Ain’t No Love in the Heart of the City” løftede koncerten sig ikke igen før ekstranummeret ”Still of the Night”. Det blev altså ikke til det triumftog, som der ellers var lagt op til fra starten på denne smukke sommeraften i Blekinge, hvilket var lidt synd, når man tænker på, hvor tæt på bandet rent faktisk var. Men mindre kunne heldigvis også gøre det og David Coverdales status som rockikon blev trods alt kun styrket ved denne koncert.