Ud med sølvskeen og gummilagnet, ind med Brian Eno og dramaet

Hånden op, hvis I også havde opgivet håbet for Coldplay. For efter at have parodieret deres egen kunnen på det fidele 2005-udspil X&Y, og efter at vi har været vidne til Chris Martin hænge ud på hiphop-plader, var London-kvartetten vist kravlet så meget op i egen bagende, at de ikke kunne graves ud. Men selv om vi havde påregnet en revolution som frelser, viser det sig med det uforlignelige Viva La Vida Or Death And All His Friends, at der blot skulle en evolution til. Den dybe tallerken er ikke blevet genopfundet, men Coldplay har i det mindste smidt sølvskeen og frelser-mentaliteten væk og er begyndt at lave musik for deres egen skyld igen. U2 rumsterer stadig i kulisserne, i særdeleshed i guitarspillet i Cemeteries Of London og det faktum, at Coldplay har allieret sig med den soniske landskabsarkitekt Brian Eno, men det er trods alt kun Marianne fra Eugène Delacroixs maleri, der viser hud på coveret og ikke bassisten. Der er stadig grandiose melodier, men de synes ikke bevidst målrettet mod lighteroplyste stadions. Der er derimod så meget pondus og drama i hvert af de 45 minutter, at man helt glemmer, at det er de før så klynkende sengevædere, der står bag. Det er modent og malet med følte strøg af dybhavsblåt og blodrødt i stedet for kvalmende pasteller. I må gerne sænke hånden igen og hilse på Coldplay part deux, eller som Chris Martin synger i Viva La Vida: "The old king is dead, long live the king".