Anmeldelse / Live / Fredag d. 13-06-2008 kl. 10:43

Rod Stewart
Pladsen ved den ny Lillebæltsbro, Middelfart,
torsdag d. 12. juni 2008

Anmeldt af Troels Frøkjær
Foto: Morten Rygaard

GAFFA		3 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Tandløst teater

+ Se hele galleriet

Hvis det, Rod Stewart præsterede torsdag i Middelfart Under Broen, er standarden, burde den 63-årige skotte seriøst vurdere, om ikke showet passede bedre som fast forestilling i Las Vegas. Og nu, hvor Tom Dane, i Danmark tidligere kendt som Thomas Eje, tilsyneladende har taget retræten fra ørkenbyen, er der måske en plads ledig til Rod Stewarts sjælløse forestilling med masser af guf for øjet. Mr. Stewart var på intet tidspunkt rigtig nærværende i Middelfart.

Om det var for at nå EM i bold på tv vides ikke, men i hvert fald gik Rod Stewart på scenen med sit kæmpeband syv minutter før tid og sang iklædt skinnende sølvjakke ”It’s A Heartache”, uden at der dog var skyggen af hverken hjerte eller smerte i det.

”Just you and me and the bridge” sagde Stewart med et smil til de 11.000 fremmødte, hvoraf de 800 havde medbragt campingstol, ”jeg har aldrig før spillet for en bro”, og dedikerede derefter næste sang til broen. Men der skulle gå hele 25 minutter, inden koncerten fik lidt hjerteblod. Selv om der sandt for dyden var meget pænt at se på, med en sand syndflod af smukke kvinder både i kor og orkester, der frejdigt flashede deres ”Hot Legs”, og Stewart er da stadig en glimrende performer med tøjskift i en uendelighed og et skotskternet trommesæt, for bare at nævne en lille del af udstyret. 25 minutter inde i koncerten fik vi den smukke ”The First Cut Is The Deepest” assisteret af den underskønne violinist, der desværre skal giftes her om et par uger.

De tre korsangerinder The Three Razorblades gjorde også deres job ganske fornuftigt klædt i tynde lyseblå kjoler. Men selvom Rod Stewart sparkede masser af Celtic FC-fodbolde ud blandt publikum under den gamle ”Hot Legs”, fra en af hovedværkerne: ”Foot Loose & Fancy Free” fra 1977, blev sangen leveret med så lidt saft og kraft, at man tog sig i at være mere interesseret i, hvor bolden mon landede, end i hvad der foregik på scenen, og ”Hot Legs” forblev overfladisk pseudorock, der ikke talte det fjerneste til underlivet.

Guitaren blev i det hele taget aldrig for alvor trykket af i et underligt anonymt lydmiks, selvom guitaristerne flere gange kastede sig rundt på scenegulvet i foregivelse af ekstase.

Van Morrisons fine ”Have I Told You Lately?” fik vi i en ganske fin udgave, mens Creedence Clearwater Revivals ”Have You Ever Seen The Rain?”, der åbner Stewarts seneste habile cd fra 2006: ”Still The Same, Great Rock Classics of Our Time”, så ud til at give sangeren nyt liv på scenen, og han gjorde det trods alt en hel del bedre end Smokie med samme sang tidligere på dagen på samme scene. Efter endnu en del musikalske ligegyldigheder fik vi den smukke ”Maggie May”, hvorpå Stewarts stemmekraft desværre svigtede ham, mens violinisten havde skiftet til mandolin.

Med ”Da Ya Think I’m Sexy” med sine smittende diskorytmer fik den gamle charmerende showmand trods alt sparket så meget gang i festen, at vi sammen kunne nyde den fine udgave af ”Sailing” med udsigt ud over Lillebælt, og Rod Stewart og bandet fik dermed knebent sparket koncertoplevelsen op på tre små stjerner, inden storskærmen i baggrunden proklamerede: ”Mr. Stewart has left the building” efter små halvanden time på scenen.