Anmeldelse / Live / Lørdag d. 14-06-2008 kl. 21:47

Whitesnake
Store Vega, København,
fredag d. 13. juni 2008

Anmeldt af Rasmus Heide
Foto: Henrik Hildebrandt

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

David Coverdale: The lady is a tramp

+ Se hele galleriet

Som en struttende spejlglad hanløve bag usynlige tremmer præsenterer David Coverdale selvsikkert sig selv foran et udsolgt Store Vega. I stramme sorte jeans og hvid charmørskjorte knappet op til navlen pumper han fra scenens forkant sig selv og publikum op til mere end to timers veltilrettelagt og underholdende "classic rock".

David Coverdale er på turné med et overbevisende nyt album, "Good To Be Bad" - "the moment you put it on you want to shag," påstår han indførende. Med sig har han sit solbrune band, hvor især the pretty shredder, Doug Aldrich, er bundsolid på guitar. Resten brillerer med svulstige overarme og effektive fremførelser af Whitesnakes største klassikere.

"Best Years" er åbningsnummeret både i "the sexy Vega club" og på det nye album. En inspireret start, der fortsætter raskt over i Whitesnakes første hit fra 1980, "Fool For Your Loving" – oprindeligt skrevet til BB King.

"Hello Las Vega! It's fucking hot!" Vi står som sild i en tønde (dog flest mænd!), da Coverdale efter de første par numre byder velkommen i vanlig vampet showmanstil – hænderne skubber stilbevidst det afblegede hår op på plads. "This is the Whitesnake Weight Watchers meeting. Tonight we'll sweat like motherfuckers." Publikum labber hans macho-boys jokes i sig, især da han bemærker, at Whitesnake altid gerne vender tilbage til København og de "unbelievably sexually charged vikings."

David Coverdales dybt mandige røst har betvunget mangt et kvindehjerte gennem årene. I aften i Vega lever den bare ikke op forventningerne. Bortset fra det efterhånden karakteristiske Tarzan-skrig, der har holdt ham gående de sidste 10-15 år, er der kun en underligt vaklende vokal tilbage, som ind imellem er spot on, ind imellem giver mindelser om X Factor på jagt efter tonen.

Han drukner sig selv i bandets fire korsangere (kun trommeslageren synger ikke med) og excellerer selv mestendels i en hæs vrælen, hvor hver linje leveres med kraftpræstation og grimasser, der fint kunne beskrive smerterne i en 18 timers tvillingefødsel.

De ægte imponerende vokalpræstationer er sporadiske – for eksempel i den nye "Can You Hear the Wind Blow" og "Still of the Night". Publikum træder uvildigt et par undrende skridt tilbage, og stemningen tager en dukkert under hans mildest talt usikre levering af den nye ballade "All I Want All I Need".

Nuvel, energien og selvsikkerheden fejler intet, og det er smittende at opleve et af 80'ernes mest stilsikre rockikoner styre Vega med overskud og masser af forspil for det betagede galleri.

I pausen underholder de små drenge med de store forstærkere. Doug Aldrich og Reb Beach opfører et velkoordineret guitarteater som en art duel på flagioletter. Opfindsomt. Det fuldbyrdede blær fortsætter med Chris Fraziers imponerende trommesolo. Hans overlegne opvisning i teknik benytter publikum dog mest til lige at diskutere status i EM-slutrunden.

Aftenens to højdepunkter leveres akustisk. Først i en fuld version af "The Deeper the Love" fra 1989, senere med en forkortet udgave af den mesterlige "Ain't Gonna Cry No More" fra albummet "Ready An' Willing" (1980).

Det kan undre, at Coverdale i en alder af 57 insisterer på at give den som 25-årig testosteron-styret pikrocker, når hans åbenlyse force er indfølte, akustiske numre, hvor stemmen for alvor imponerer fremfor at blive strakt til det ubærlige. Døm selv på det sublime unplugged livealbum "Starkers in Tokyo".

David Coverdale præsenterer koket sit band i bedste varietéstil, hvor bandmedlemmerne en for en kaldes til scenekanten for at modtage publikums hyldest. Selv bassist Uriah Duffys søn fra Amager får vi at se. (Bassistens egne hippieforældre havde efter sigende smag for Uriah Heep!)

"Love Ain't No Stranger" dedikeres til den kræftramte guitarist Mel Galley, der forlod bandet i 1984 kort tid før det amerikanske gennembrud.

Sætlisten fremstår frisk med ikke færre end seks helt nye numre, og den rejsende Don Juan i brunstig selviscenesættelse slutter showet af med en håndsikker kvartet af Whitesnakes allerbedste: "Guilty of Love", US-mega-hittet "Here I Go Again", 1987-tour-de-force-klassikeren "Still of the Night" og partyrockeren "Give Me All Your Love".

Tak for i aften – men Vega giver ikke op, og Coverdale returnerer med et valg: "do you want steak or fish?" Deep Purples "Burn" eller Whitesnakes "Ain't No Love in the Heart of the City"?

"Burn" vinder, men fremføres stort set af bandet alene. Det blændende korarbejde fra Deep Purple-dagene, som Coverdale og Glenn Hughes stod for, er skuffende overtaget af bandets fire anonymt syngende medlemmer.

Vega vil stadig ikke hjem, og bandet er allerede på vej i bad, da Coverdale kalder dem tilbage til en flot syng-med-version af balladen " Ain't No Love in the Heart of the City". Som en sidste hyldest til sin fortid, slutter Coverdale af med en acapellaudgave af "Soldier of Fortune".

Fem stjerner for en utrættelig underholdningsværdi, et veltilrettelagt show og en opdateret sætliste med afsæt i nye numre. Den baldrede stemme og de gamle numre alene havde knapt trukket tre stjerner.