Alanis Morissette, Rock Under Broen, Hovedscenen, Middelfart

Alanis Morissette: Rock Under Broen, Hovedscenen, Middelfart

Anmeldt af Simon Høgh Meldgaard | GAFFA

Alanis Morissette vidste tilsyneladende godt, at det var ”Jagged Little Pill”, folk ville have. Halvdelen af publikum, altså fyrene, så nemlig også ud til at stå og vente på deres kæreste, eller kigge op på scenen, fordi det kunne de jo lige så godt, nu de stod der med deres fadøl. Men den rette blanding af kendt (fra nævnte gennembrudsplade) og ukendt (det meste andet), gjorde at selv ølholderne stod og så, om ikke andet, så mere og mere nysgerrige ud, som koncerten skred frem.

Pigerne var dog på. Der var tilsyneladende en del fans af Morissettes personlige musik, der dog stadig udviste klart den største begejstring, når hitpladen, helt tilbage fra 1995, blev trukket frem igen. Det skete seks gange. Her var tøserne virkelig med. Der blev sunget endda meget kraftigt og kønt med på superhittet ”Ironic”. Dog ikke mere, end at Alanis' kraftige stemme kunne gå ind og overtage styringen.

Den stemme lyder stadig mest som Alanis Morissette. Den klinger af tyk nordamerikansk accent ud af den vide, canadiske mund, men med en stor varme og med en kontrol, så hun kan knække den efter behag. Hvad der da også er blevet kendemærket.

Det var ikke kun hittene, folk fik, men blandingen var så fin, at publikum havde et overskud til at høre noget nyt. Herunder fire sange fra den femte plade, ”Flavors of Entanglement”, der netop er udkommet, og endda b-siden "Unprodigal Daughter", der må være ukendt for selv meget store fans.

Morisette kunne tilsyneladende godt lide at stå på den store scene i solskinnet, og være på for os, for der var mange smil og dybtfølte tak deroppe fra. Når det fem mand store band fik plads, løb hun endda rundt og flippede lidt ud med head banging og alting. Først så det ud som om, at hun løb rundt og ledte efter et eller andet (måske et nyt hit), men det viste sig altså at være en form for syret dans. Den dans tog luften noget af sangstemmen, hvad der også godt kunne ske, når Alanis stod stille. Men der er nu engang også et højt tryk på den stemme.

Bandet holdt sig behørigt i baggrunden, lavede lidt dansemusik til sangerinden, men var det mest af tiden så meget fremme i lydbilledet, at de ikke blev kedelige, og så langt tilbage, at man kunne høre meget smuk sang, el-guitar og smuk mundharpe fra Alanis. På ”You Oughta Know” trykkede de dog til den, og det klædte koncerten. Det måtte der godt have været mere af, uden at drukne hovedpersonen i lyd af den grund.

Ærgerligst for koncerten, og for musik som helhed egentlig, er, at ”Jagged Little Pill” aldrig blev fulgt op af noget med samme kommercielle eller kunstneriske værdi. Det album er spillet ud af højttalere og sunget ned i hårbørster på millioner af pigeværelser, og har givet rigtig mange sangerinde-ambitioner. En af de sange bliver sunget i et efterskole- eller højskoleband noget i retning af hver eneste dag. Hvad publikum i Middelfarts kraftige korsang kunne bevidne. Hvis der var flere guldkorn at skænke af, ville man ikke stå med sådan en lidt halvbitter smag i munden, til en ellers ganske god koncert.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA