Islandsk summende vellyd

Det kan være sundt at bryde med sine vaner. Det har de islandske rocksmølfer Sigur Rós taget konsekvensen af. På deres femte udspil Með Suð I Eyrum Við Spilum Endalaust, oversat til Med en summen i vores ører spiller vi uendeligt, går gruppen ad nye veje og nedbryder til en vis grænse deres vanlige storladne musikalske forløb. Det sker heldigvis uden at slippe hverken særkende eller sætte den musikalske indlevelse over styr. Gobbledigook overrasker som en ren chokstarter. Med et par hurtige akustiske guitaranslag i tempofyldt taktskift, hvirvlende trommenedslag, håndklap og et hypnotiserende rallende kor sætter Sigur Rós sejl og lyder som en nordisk klon af Flaming Lips. Tempoet fortsættes iltert på Inní Mér Syngur Vitleysingur, hvor klokkespil, trompeter og strygere lyder som en flok engle i stormvejr. Det er første gang, at bandet har indspillet uden for Islands grænser i hele fire forskellige studier rundt om i verden, hvilket høres bevidst i den løsere struktur. Producersamarbejdet med Flood (Depeche Mode, U2, PJ Harvey) bærer frugt. Der gives plads til det sirlige og nænsomme, efterhånden som tempoet falder. Festival er kun Jon Thor Birgirssons sjælesøgende englevokal og nogle udflydende keyboardtoner, hvor resten af bandet falder bombastisk ind halvvejs. De himmelske højder nåes på Ára Bátur, der er et rent skønmaleri med London Sinfonietta og London Oratory Boy's Choir som vingebærere. Det simple og afklædte er skræddersyet til Sigur Rós. På Með Suð I Eyrum Við Spilum Endalaust er det vanetænkende sat på en prøve, og der venter en æstetisk oplevelse af de store.