Anmeldelse / Live / Tirsdag d. 17-06-2008 kl. 08:51

Coldplay
Carling Academy Brixton, London,
mandag d. 16. juni 2008

Anmeldt af Nicolai Hartvig

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Coldplay fejrede nyskabelsens succes med manér, men man savnede et stadion

Det skulle jo være monumentalt. Dette var Coldplays tilbagevenden, og den nye plade "Viva La Vida or Death and All His Friends" skulle fejres med en gratis koncert på Londons Brixton Academy, hvor spillestedets middelhavs-slotsvilla kulisse jo passede meget godt til Coldplays selvbeskrevne spanske elementer.

Pladen har i skrivende stund solgt til platin-status i England, med mere end 300,000 eksemplarer langet over disken på kun tre dage. På Coldplays målestok var dette en intim koncert, og bandet leverede. Men det viste sig at Coldplays musik fylder lidt for meget til traditionel intimitet.

Coldplay introducerede sig selv med det instrumentale "Life in Technicolor," som Chris Martin har udtalt indeholder alt, hvad bandet handler om. Derefter fulgte førstesinglen fra den nye plade, "Violet Hill", hvis første tekstudkast var de første, som bandet skrev, da de fandt sammen i 1997. Mere end ti år efter synes Coldplay nu så inderligt at ville forklare sig selv.

Dette skulle dog ikke være på bekostning af klassikerne, så "Clocks" frembragte øredøvende hvin fra publikum. "In My Place" og "Trouble" ligeså, selvom Martin på sidstnævnte glemte en del af teksten og afsluttede grinende med lidt improviseret falset.

Martin og bassist Guy Berryman var begge i jakker og stramme bukser et sted mellem sejlere og franske revolutionære. Blå, røde og med store knapper, indtil det blev for varmt, og Martin endte med at ligne en skiløber i langt undertøj.

Han dansede, lavede piruetter med guitaren, kravlede i krabbestil og rullede rundt på gulvet. Han smed hænderne i vejret og hinkede rundt om de andre bandmedlemmer i åbenlys rus over at være tilbage på scenen. Han hoppede i pianosædet og fortalte en strøm af anekdoter. Blandt andet en om et tv-interview i Tyskland, hvor værten vittigt havde spurgt bandet: "Hvad gør englænderne efter de har vundet både VM og EM i fodbold? De slukker for deres PlayStation." Og en lille smøre med smil til de ca. 5000 glade gratister om at "ja, jeg har jo hørt klager over billetprisen, det er jeg ked af. Vi er pengeragende ludere."

Før "Viva La Vida" forklarede Martin at "når du ved, at du er ved at tabe, og du ikke duer til noget, skal du bare synge en sang som denne", inden han sammenlignede den med Queens "We are the champions." Det var et af aftenens bedste numre, og trommeslager Will Champion spillede med stor succes på to enorme halv-kugle-trommer og en kirkeklokke forrest på scenen. Efter den ypperligt delikate "Chinese Sleep Chant" konstaterede Martin, at "selv når vi ikke prøver, plagierer vi Radiohead."

Broen til hurtigere rytme på "42" virkede fantastisk og var et strålende eksempel på, hvor meget gavn Coldplay har haft af at eksperimentere med temposkift, nye flader og musik som en rejse. Orgeltonerne på "Lost" gav varm rislen ned ad ryggen. Bandet spillede dog ikke "Yes", og der var derfor ingen reel demonstration af Martins dybe sangtoner.

Efter en regn af hvid, blå og rød konfetti leverede Chris Martin "Yellow" i akustisk solo fra en balkon, inden bandet afsluttede på scenen med den evigt hjerteskærende "Fix You" og den meget effektive "Lovers in Japan", mens "Viva" var skrevet med stort på et tæppe i baggrunden.

Coldplay spillede på 70 minutter sine nye sange fermt og sikkert, men skal nok bruge lidt mere tid på virkelig at give musikken vinger. Og det kræver paradoksalt også nok et stadion. Med Coldplays nye "revolution" og nyskabelse er bandet vist endt i et dilemma. De har lavet deres hidtil mindst storladne plade, en introspektiv og nuanceret affære med reel dybde. Men de nye sange skriger alligevel på åben luft og plads til at svæve. Det er vel et luksusproblem.