Anmeldelse / Live / Fredag d. 20-06-2008 kl. 13:01

Bon Jovi
Gl. Estrup, Auning,
torsdag d. 19. juni 2008

Anmeldt af Mikkel Elbech
Foto: Morten Rygaard www.mortenrygaard.com

GAFFA		3 stjerner
Læserne		5,00 stjerner i snit (efter 2 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Et logistisk helvede spolerede det, der på scenen virkede til at være en fortrinlig koncert

+ Se hele galleriet

Klokken har netop passeret de seks, og på parkeringspladsen foran Elro Arena i Randers står en alenlang kø af Bon Jovi-fans og venter på de shuttlebusser, der skal føre dem til aftenens koncert knap 20 kilometer væk. Stemningen er god, mens opsamlingspladen ”Crossroad” klinger ud over pladsen. En bred vifte af dialekter signalerer, at folk er kommet mange steder fra for at høre de solidt rockende pop-helte.

Én ting påvirker dog stemningen, der lige så langsomt vendes fra spænding til frustration: Det vrimler ikke just med de omtalte shuttlebusser. Der går af og til ualmindeligt lang tid mellem dem, så folk bliver bekymrede og begynder at spejde efter muligheder for at slippe væk på anden vis. Der er ikke tal på de friske forslag, folk kommer med, men som ventetiden bliver længere og længere, lyder folk villige til at kaste sig ombord på en forbipasserende lastvogn eller måske bare ned i bagagerummet på de busser, der trods alt dukker op.

Da klokken nærmer sig de otte, sættes det hele i et særdeles tragikomisk perspektiv: Der er fortsat hundredvis af ventende tilhængere, men hvilken løsning er man nået frem til kan afhjælpe situationen? Jo, man sender naturligvis et par minibusser af sted. Normalt har lidt jo også ret, og for de særdeles få, der får lov at komme med, har det uden tvivl været en kærkommen løsning, men for de tilbageværende fremkalder det en god portion modløshed. Og med god grund.

Uden nogen form for officiel annoncering lader man over en time passere, før den næste shuttlebus ankommer. I mellemtiden er stemningen røget ganske langt ned i kulkælderen hos de fleste, ikke mindst takket være rygter om, at koncerten allerede skulle have være gået i gang kvart over otte, hvilket dog ville vise sig at være usandt. Ikke desto mindre får det folk til at forsøge sig med taxakørsel, og de enkelte taxaer, der dukker op, bliver hurtigt overfaldet af de mest desperate fans.

Livin’ on a prayer – we’re halfway there
Efter at have lyttet Bon Jovis seneste album, ”Lost Highway”, et par gange igennem – en komplet lydoplevelse med hyppige hakker i cd’en – ankommer så langt om længe endnu en bus. Klokken er omkring ni, og denne gang taler rygterne sandt, når de siger, at koncerten er i gang. Bussen fyldes op til bristepunktet og triller endelig ud af Randers.

Der bliver fyret op for Radio Alpha, og ”Take Me Home, Country Roads” får lov at brage ud af de tvivlsomme bushøjttalere, alt imens det allerede trange lydrum fyldes ud af skingre eksemplarer af den randrusianske ungdom. Der lægges planer for refundering af billetterne, der skal oprettes hadegrupper på Facebook, og der fyres decideret usjove bonderøvsjokes af på stribe. Heldigvis er vejen til Gl. Estrup mere eller mindre én lang kø, så den herlige busoplevelse kan trækkes mest muligt ud.

Da bussen efter små tre kvarter passerer en rundkørsel, annoncerer chaufføren, at ”til dem, der er lidt utålmodige” – som om det på nogen måde var en uretfærdig sindstilstand at befinde sig i, når hvert minut, der går, er ét, hvor man burde have stået på pladsen og hørt koncerten – ”kan jeg fortælle, at vi undtagelsesvist fik lov at køre igennem her, sådan så I kommer så tæt på pladsen som muligt”. Hip hurra for det. Han triller lidt videre og siger så, at nu er der kun 500 meter tilbage, så nu kan vi gå det sidste stykke.

Keep the faith – don’t let your love turn to hate
Bussen tømmes, folk stiger ud og begynder at gå. Det synes lidt pudsigt, at hvis vi skulle være så tæt på, hvorfor kan man så ikke høre koncerten, der jo allerede har braget derudad i en times tid? Nårh, jamen, det er da bare, fordi de dér 500 meter er skudt fuldstændigt ved siden af. Der vades derudad, og pludselig kan man skimte nogle blå scenelys i det fjerne – og jo, det er da minsandten ”It’s My Life”, der netop i dette sekund fyres op under. Dette inspirerer til en fortrinlig meta-reference til musikvideoen, hvor hovedpersonen, Tommy, stæser alt, hvad han kan, for at nå frem til en hemmelig koncert med bandet, så der sættes i løb, og konditionen sættes på prøve. ”Keep The Faith” når også at blive spillet, inden pladsen nås, men heller ikke dén sang er et skidt soundtrack til denne ualmindeligt latterlige situation – tværtimod giver den, jævnfør titlen, et rart, lille spirituelt kick.

Ved indgangen forsikres det, at de ikke lige har flere armbånd til det afgrænsede område foran scenen – som undertegnedes ledsager havde betalt 650 kroner for at få adgang til – men at man bare skal sige, at man er krydset af, og så bliver man lukket ind. Naiviteten overvinder fejlagtigt skepsisen. Nede i den anden ende af det grotesk store koncertområde, hvoraf kun en tredjedel ser ud til at blive udnyttet, kommer den uundgåelige konfrontation med en overmåde arrogant vagt, som man mistænker for at tjene til steroiderne ved at være magthungrende udsmider på Crazy Daisy. Endnu et langdistanceløb tilbage til indgangen, hvor de eneste sympatiske repræsentanter for hele foretagendet tænker sig lidt om og indser, at man nok ikke storsvedende kommer halvanden time inde i en koncert og udgiver sig for at være anmelder for at kunne snyde sig ind i det pågældende område.

I mellemtiden har Richie Sambora leveret en fortrinlig vokal til ”I’ll Be There For You”, og Jon Bon Jovi introducerer ”Undivided” med en hilsen til Barack Obama og et generelt håb for en bedre verden. Den følges op af titelnummeret fra ”Have A Nice Day” og den særdeles velvalgte ”Who Says You Can’t Go Home” fra samme album. I løbet af dette nummer er den anstændige plads foran scenen langt om længe indtaget, og da der sættes i gang med monsterhittet ”Livin’ On A Prayer”, får man et glimt af de efterhånden to timers koncert, man er gået glip af. Det er imidlertid også sidste nummer i den ordinære spilletid, og bandet takker af. En flad fornemmelse, der synes at være kronen på det makværk, som dette elendige brakmarksarrangement har udgjort.

Bad Medicine – if there’s something better, they haven’t found it yet
Som forventet vender bandet tilbage for at give ekstranumre, og fuld af ærgrelse og frustration virker det næsten lidt ligegyldigt på dette tidspunkt. Men så sker der noget. Uden nogen hilsen til publikum sættes der blot i gang med den karakteristiske trommeintro til ”Always”, der leveres på helt igennem fortrinlig vis. Den er spækket med pompøs patos, og kombineret med sin fællessangsinciterende melodi og solide guitarsolo rummer den alt det, Bon Jovi gør allerbedst. Spontant fordufter alle frustrationerne for en stund, det pirrelige fjæs forvandles til et stort smil, og der kan skråles med, præcis som det er meningen til en koncert som denne. I dét øjeblik synes det pludselig at have været alt besværet værd, og det er en meget stor cadeau til Bon Jovi, at de formår at vende et så råddent humør 180 grader rundt.

Der følges op med bandets domine et sanctus-hymne, ”Blood On Blood”, der – hvis man kun kigger på scenen – er helt igennem glimrende. Men kigger man omkring sig – på de folk, der vel at mærke har betalt ekstra for at være tættest muligt på de optrædende – så må man undre sig en smule. Næsten ingen synes at kende dette ellers ganske centrale nummer, som på positiv vis skiller sig ud ved at fravige mand-kvinde-dikotomien, der af og til kan kamme en smule over for Bon Jovi. Det er synd, og man forestiller sig hvordan et publikum på et mindre indendørs spillested ville have kogt over af entusiasme, når dette nummer havde ramt øregangene.

En lidt påtaget, men meget hyggelig jam over det klassiske 50’er-hit ”Fever” fungerer som indledning til ”Wanted Dead Or Alive”, der sender publikum ud over stepperne på stålhesten, og det er en rar og opløftende tur, der med 22 år på bagen er ældet med ynde. Den kunne nemt have været afslutningen på koncerten, men med Jon Bon Jovis karakteristiske råb – ”Is there a doctor in the house?” – ved i hvert fald de, der ikke er helt grønne, hvad klokken er slået. ”Bad Medicine” brager derudad og holder sig ligeledes på et mægtigt niveau – dog med den ene anke, at Jon Bon Jovi ændrer lige rigeligt på melodi og fraseringer, hvilket besværliggør syng-med-tjansen, som de fleste synes at være dukket op for at udfylde. Værre end som så er det dog ikke, og da bandet bryder ud i et særdeles veloplagt mellemspil bestående af Isley Brothers’ ”Shout!”, er selv de mest stivryggede publikummer nødt til at overgive sig. Det imaginære tag letter, og når der vendes tilbage til sidste del af ”Bad Medicine”, bevidner man afrundingen på et upåklagelig fint sæt ekstranumre.

Who says you can’t go home – a blind dog without a bone
Men så er koncerten så også slut. For undertegnedes vedkommende blev det til en lille time, selv hvis man flinkt regner fra det øjeblik, pladsen blev betrådt, og ikke først fra man egentlig kunne fokusere ordentligt på musikken. Frygten for hjemturen er stor, og skrækscenariet er endnu to en halv times ventetid på en shuttlebus tilbage til Randers – men heldigvis går det gelinde, og efter en god gåtur tilbage – de famøse ”500 meter” – holder en bus klar, som hurtigt bliver fyldt og tøffer tilbage i et noget mere udholdeligt tempo end på udvejen.

En alt i alt noget bizar oplevelse, der først og fremmest vil blive husket for den elendige logistik, der indhyllede hele foretagendet, og som ødelagde koncerten for langt, langt flere, end man på nogen måde kan forsvare. Hele konceptet med at samle så mange folk som muligt på en eller anden perifer provinsmark synes for længst slidt op, og der er absolut intet, der vindes ved denne løsning i forhold til at afholde koncerten i Parken eller Forum. Sidstnævnte havde været ideelt: Stemningen og lyden havde utvivlsomt været bedre, den geografiske placering er på alle måder Gl. Estrup overlegen, og sidst – men bestemt ikke mindst – er erfaringen med afvikling af koncerter bare en lille smule større.

Tante Olga, Radio ABC & co. synes at glemme, at en koncert som denne ikke kan gøres om, og de sats, der tages, er uholdbare. Det hele stinker for langt væk af blot at ville maksimere sin indtægt, mens man i bund og grund er komplet ligeglad med musikken. Det er inkompetent og usympatisk, og med en ellers anseelig grad af århusiansk lokalpatriotisme skal der herfra lyde en inderlig bøn om at lade københavnerne stå for de helt store koncerter, thi her er antallet af nitter i koncertgængernes lotteri en hel del færre.

Karakteren er det matematiske gennemsnit af den ene stjerne, som arrangementet som sådan får, og de fem stjerner, som Bon Jovis optræden – det vil sige den del, der blev overværet – fuldt ud fortjener.