Anmeldelse / Live / Søndag d. 22-06-2008 kl. 02:21

Duran Duran
Dyrskuepladsen, Odense,
lørdag d. 21. juni 2008

Anmeldt af John Fogde
Foto: Morten Rygaard www.mortenrygaard.com

GAFFA		3 stjerner
Læserne		3,50 stjerner i snit (efter 2 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Ikke meget mere end de største hits på autopilot

+ Se hele galleriet

Hvad skal man sige om et band, der insisterer på at spille materialet fra deres seneste og særdeles usuccesfulde album, når de ikke har haft et hit i 15 år? Er det en respektaftvingende tro på egne evner, eller er det total manglende sans for selvforståelse, der gør, at Duran Duran på en lørdag i Odense spiller seks sange fra et album, der stort ikke har solgt til folk uden for bandets umiddelbare familie?

Svaret må være op til den enkelte, men faktum er, at Duran Duran gik på scenen i Odense efter koncerter med Zididada, Hej Matematik og Saybia og indledte deres koncert med tre numre fra deres seneste album ”Red Carpet Massacre”. Pladen er deres ubetinget ringeste udgivelse og største salgsmæssige fiasko, og det selvom det lykkedes bandet at få både Timbaland og Timberlake involveret i indspilningsprocessen.

I denne anmelders øjne gjorde de to stjerner langt mere skade end gavn på pladen, og det var derfor fornøjeligt at høre, at liveudgaverne af de nye numre ikke var nær så forfærdelige som de indspillede versioner. Det skal dog påpeges, at det til koncerten lykkedes Simon Le Bon at rappe dårligere end Timbaland på ”Skin Divers”, hvilket naturligvis synes umuligt, men samtidig var med til at understrege, at det nye materiale langtfra lever op til det, man med rette kan forvente fra et af 80’ernes bedste poporkestre.

Det var samtidig særdeles sigende, at med undtagelse af sangene fra seneste album, så fik vi kun et nummer fra perioden 1994 til 2007 (trods fire udgivelser), hvilket kom i form at gendannelsessinglen ”Sunrise”.

Den resterende del af sætlisten bestod af bandets største hits, og her må man så sige, at bandet i højeste grad leverede varen. Simon Le Bon, John Taylor, Nick Rhodes og Roger Taylor stod på scenen sammen med de hyrede lejesvende i syv kvarter og serverede en lang række fantastiske popsange ud til et publikum, der var mere end villige til både at skråle og danse med.

Det er stadig en fornøjelse at høre John Taylor spille bas i ”Notorious” og ”A View To A Kill”, og man skal godt nok være bitter for ikke at blive revet med af fællessangen på ”Save A Prayer”. Og sådan kunne man blive ved, selvom vi dog godt kunne have været foruden Le Bons obligatoriske bandpræsentation midt i ”Girls On Film”. Men samtidig er det svært ikke at elske en mand, der efterfølgende trækker bandet over i ”Papa Was A Rolling Stone”, så han kan råbe ”Who’s your Daddy?”, inden han præsenterer sig selv.

Bandet var professionelt veloplagte, lidt rigeligt mange korstykker og trommefills lå på indspillede spor, og de optrådte på en forfærdelig og lille scene uden et bagtæppe. Derfor var det en lidt underlig oplevelse at se Duran Duran igen efter en fantastisk koncert på Roskildes Orange Scene i 2005. Samtidig var deres dedikation til det nye materiale med til at lægge en dæmper på, hvad der kunne have været en forrygende sommerfest.

I stedet fik vi en underlig usammenhængende blanding af nyt og gammelt materiale, der viser, at Duran Duran skal holde op med at løbe efter tendenser, og i stedet fokusere på at skrive gode sange. Det gav dem et comeback i 1993, og det kan ske igen. Baseret på publikums reaktion er der i hvert fald masser af mennesker, der er klar til at tage imod dem med åbne arme, hvis bare sangene holder.

Duran Duran spiller søndag 22. juni i KB Hallen i København