Anmeldelse / Live / Mandag d. 23-06-2008 kl. 22:58

Jay-Z
Globen, Stockholm,
torsdag d. 19. juni 2008

Anmeldt af Christian Grubert

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Se Jay-Z inden du dør, men gør det i USA!

Throw your diamond in the air! Det er ikke, fordi jeg hader Roskilde Festival, men jeg kan bare ikke tage Jay-Z på Orange Scene seriøst ... længere er den ikke. Så logikken slog ind, Globen i Stockholm var et nemt valg, og så er pigerne i Sthlm jo ikke grimme. For når verdens bedste rapper (yeah I said it, Weezy), besøger Skandinavien, så er det stort set en dødssynd at blive væk. Hvem ved hvornår det sker igen, hvis nogensinde!

Svensk raps nyeste goldenboy, Adam Tensta, gjorde sit yderste for at varme det mildt sagt forventningsfulde publikum op, men det var tydeligt, at de 9000 hjerter den aften kun bankede for en mand ... Shawn Carter!

Så til tonerne af Say Hello fra American Gangster-albummet, trådte han ud til sit band, og gled elegant over i Roc Boys (And the winner is ...). Man skulle være lavet af stål for at ikke få gåsedhud over hele kroppen. Uden at jeg kan sværge på det, så lignede det meget samme band, som Jay-Z brugte til sin ”Storytellers : American Gangster”-udsendelse på VH1.

Det forrygende start fortsatte med tre andre klassikere U Don’t Know, 99 Problems og Is That Yo Chick. På det tidspunkt var det meget svært at se, hvordan Globen kunne blive andet end et sted, man for al fremtid måtte valfarte til for at tilbede mindet om J Hova og denne koncert. Men ... så blev Jigga desværre ramt af starten på en irriterende virus, europenization!

Hvad er det med nogle amerikanske rappere, der tror, at de skal ændre i deres sæt, bare fordi de spiller i Europa; The Roots og andre har samme problem. En hip hop-fan er en hip hop-fan, så med mindre du har lært mit sprog og et Petter eller L.O.C. nummer, og sucker for hårdt op på den måde, så ignorer, at du ikke er i Brooklyn. Det betyder at jeg er pisse ligeglad med at høre Amy Winehouse, Rihanna og Punjabi MC. Jeg er til rapkoncert, ikke hitliste-aften. Det betyder også, at det potentielt kan ødelægge hele min koncert, at du ikke spiller et eneste nummer fra Reasonable Doubt. WTF!

Heldigvis skulle vi bare lige have overstået Rehab for, at gennemgangen af godbidder fortsatte. Startende med Jay-Z's mixtape-version, A Billi, af alles nye yndlingsnummer. Og lidt senere med, hvad der måske var aftenens bedst udførte nummer, Public Service Announcement. Lys, lyd, udførsel og et veritabelt hav af Roc’s In the Air, der bølgede frem og tilbage, gik op i en højere endhed. Det skal iøvrigt lige indskydes, at jeg aldrig har set en lydmand, der levede sig mere ind i sit job, eller var bedre forberedt for den sags skyld, det var fandme imponerende.

Mod midten af koncerten var det som om, både Jay-Z og bandet tabte pusten lidt. Både Jigga My Nigga og Nigga What, Nigga Who blev leveret uden overskud og rigtig entusiasme. Koncertens midlife crisis var total, da vi af uransaglige årsager skulle udsættes for Beware Of The Boys. Forhåbentligt fortalte den lunkne modtagelse Jay-Z, at han godt kan pakke det nummer sammen. Den blev halvvejs-agtigt reddet af blockbusteren I Just Wanna Love You (Give it to me), der dog selv havde problemer med at gøre sig relevant. Og så skulle det handle om pigerne...

Man kan ikke rigtigt gå fejl med numre fra The Blueprint, og både Song Cry og især Girls, Girls, Girls satte igen skub i tingene. Det ledte op til en jubel-dobbelt med Big Pimpin og Hard Knock Life (Ghetto Anthem), der stort set lagde Globen ned. Med dødsstødet udeblev, og blev istedet erstattet af Jay-Z/Linkin Park-versionen af Encore ... BUT WHY?? Og så sluttede det. Godt 80 minuter var gået, og man håbede på, at ekstranumrene ville være en hysterisk gennemgang af Reasonable Doubt, men i stedet blev lyset tændt. Man var glad, men også en lille smule forundret.

I got 99 Problems, but Orange Scene ain’t one!