Jay-Z er stadig The Best Rapper Alive, men Lil Wayne har det bedste album, Alive...

Jeg kan ikke huske, hvornår der sidst har været så mange forventninger, så meget buzz, og så mange leaks fra et album. Med den mængde af mixtapes og mp3’ere, der har være i omløb, så ville det nok ikke være urealistisk at sige, at Tha Carter III nemt kunne været blevet til både 4, 5, 6 og 7. Mest imponerende har det været, at Lil Wayne har kunnet holde virvaret omkring sig selv i gang så længe. Listen af features er endeløs, men som med mixtape-lavinen har det, oftest i hvert fald, været af en kvalitet, så man kun har glædet sig endnu mere til albummet. Nu er det her så, skuffer det så, eller indfrier det forventningerne? Nej, det gør noget meget bedre, det overrasker! Mange, inklusive mig selv, havde nok forventet en down south/snap’ish tour de force, men i stedet har Lil Wayne (som med babycoveret) studeret, hvad ingredienserne i et klassisk album er. Og de er som følger... En single, Lollipop, der bliver et hit, selvom man reagerer med et "hvad fanden er det?", første gang man hører det. En banger, A Milli, af mytiske dimensioner, der gør produceren til en instant superstjerne, og gør alle andre grønne af misundelse. Et STORT album-track, Mr. Carter, med en gæst, man ikke havde set komme, men giver perfekt mening (og måske skinner lidt for kraftigt?). Et kæmpe hit, Comfortable, der vil crossover -ementere ens navn, uden at give slip på en selv, samtidigt med at ens åbningslinjer er det pureste guld. Et blærerøvsnummer, Dr. Carter, der ligesom sætter tingene på plads, samtidig med at det tager røven på pøblen. Et råb om retfærdighed, Tie My Hands, der med al tydelighed viser ens sårbare side, der jager retfærdighed. Og sådan kunne jeg egentlig blive ved...