Bruce Springsteen & The E Street Band
Parken, København

Bruce Springsteens seneste udspil har fået titlen ”Magic” på trods af, at netop den udgivelse er en af de knap så fortryllende i sangerens omfattende bagkatalog.

Alligevel leverede den snart 60-årige folkehelt fra New Jersey søndag aften en koncert i Danmarks nationalarena, der i høj grad tangerede det magiske.

For selv om en uhørt skramlet og ringe lyd på indledende numre som ”Two Hearts”, ”Radio Nowhere” og ”Out In The Streets” truede med at tage livet af Springsteen og de 45.000 forventningsfulde fremmødtes planlagte folkefest, nægtede Bossen at give op.

Og lige så stille fik Bruce og resten af hans E-Street Band overvundet Parkens betonfundament takket være et samspil og en spilleglæde, der, hvis man skal tro Bossen selv, aldrig har været bedre.

”The Promised Land” gav heldigvis de første forhåbninger om, at der denne søndag aften var noget stort i vente.

For da først de skrantende guitarer fik sig en lille pause, stod det pludselig klart for alle, at vi jo var kommet for at høre Springsteens helt enestående tekster og de gribende melodier, der kan få hver enkelt til at føle, at Bruce har siddet hjemme i New Jersey med pennen i hånden og skrevet sangen lige netop til dem.

Nerven, passionen og ikke mindst kontakten med det dedikerede publikum var helt enestående, og blev bedst illustreret ved, at folkehelten slentrede rundt foran de første par rækker og samlede hjemmelavede skilte med deres yndlingssange blot for at give sig i kast med en lang række af dem.

Og publikum havde bestemt god smag. For blandt de udvalgte var blandt andet ”Blinded By The Light” fra Springsteen allerførste plade samt ”Hungry Heart” fra det episke album ”The River”, som efterhånden har næsten 30 år på bagen.

Og især på den sønderspillede ”Hungry Heart” satte Springsteen endnu en gang en fuldfed streg under, at han fortsat griber fat om selv det mest forvænte publikum og holder fast i timevis, til selv de yderste kroge af arenaen skiftevis gynger lystigt med og samtidig måber betaget over Bossens helt uforlignelige energi.

Magien ramte dog for alvor Parken, da New Jerseys ambassadør som den største selvfølge satte sig på en stol helt lige foran første parket og med Parken badet i rødt lys leverede en helt forrygende version af den elektrisk underspillede ”I'm On Fire”, der uden tvivl er det absolut bedste nummer fra sangerens storsælgende ”Born In The USA”-plade.

Hele den enorme folkemængde sitrede, og Parkens ubarmhjertige beton skælvede for fødderne af Springsteen.

Og nu da vi havde fået bedste nummer fra hitpladen, var det vel kun på sin plads, at den blev efterfulgt af skivens næstbedste nummer, den sørgeligt oversete ”Downbound Train”, hvis tragiske tekst om stakkels Joe rungede majestætisk gennem et benovet publikum.

Jo, der er skam gået mange år, siden ”Born In The USA” bragte Bossen hjem i selv de mest musikfjendske, danske stuer, men energien og indlevelsen er stadig akkurat den samme, hvis ikke bedre, end den var, da Springsteens karriere ramte sit kommercielle højdepunkt.

Magisk – ja. Men ikke helt perfekt. For selvom vi fik serveret en musikalsk kraftpræstation på præcis tre timer, så kunne man ikke lade være med at ærgre sig over, at Springsteen ikke havde slettet et par af de mindre interessante numre på aftenens sætliste for i stedet at forkæle et forvænt dansk publikum med en klassiker som ”Thunder Road” og ikke mindst ”The River”, der ville have sat et endegyldigt punktum for en storslået, magisk aften og sikret folkets mand den sidste stjerne på den sommersorte himmel.