Anmeldelse / Live / Torsdag d. 03-07-2008 kl. 20:02

Teitur
Roskilde Festival, Orange Scene,
torsdag d. 3. juli 2008

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt

GAFFA		4 stjerner
Læserne		5,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Roskilde Festival åbnede ikke med et brag, men en intens hvisken

Roskilde Festivals Orange Scene plejer at åbne med et brag. Sidste år gjaldt det Volbeat, året før Magtens Korridorer. I år skulle det være anderledes. Festivalen havde sat Teitur til at skyde festen i gang, og han er ikke kendt for at vælte huset. Og det gjorde han heller ikke på Roskilde - i hvert fald ikke sådan umiddelbart. Men måske alligevel. Mere herom senere.

Teitur lagde helt stille ud med den meget afdæmpede og smukke "Guilt By Association", akkompagneret udelukkende af bas, trommer og ham selv på guitar. Halvvejs inde i sangen kom dog hele ti korpiger ind på scenen, og i næste nummer, "The Girl I Don't Know", fik de selskab af fire m/k på blæsere, to ekstra guitarister og den allestedsnærværende Kresten Osgood på slagtøj og klaver. Det satte en smule mere liv i kludene, uden ligefrem at skabe rave-stemning, men til gengæld fik den i forvejen flotte sang masser af ekstra nuancer. Højt var det til gengæld ikke, heller ikke oppe foran, hvor man snildt kunne nyde musikken uden ørepropper.

I næste sang, radiohittet "Louis Louis", forlod en del af musikerne scenen, og resten af koncerten gik de ind og ud i en lind strøm. Smukt var det, og der var også god stemning oppe på de dyrere rækker, men hvis man drejede sig 180 grader, kunne man godt få det indtryk, at festen ikke forplantede sig særlig langt ud på pladsen, og igen måtte man undre sig over valget af et så afdæmpet navn til at åbne Orange.

Repertoiret bestod af en nogenlunde ligelig blanding af sange fra Teiturs to seneste engelsksprogede plader, "Stay Under The Stars" og "The Singer", tilsat en enkelt træffer fra debuten "Poetry And Aeroplanes". Koncerten sluttede med nummeret "The Singer", hvor Teitur trådte helt frem på scenen og med dødsforagt kastede sig ud i et a cappella-nummer foran titusindvis af publikummer. Dét klarede han med bravour, og folk var forbavsende stille, bortset fra når de jublede under de høje toner, som Teitur klarede sig ubesværet igennem.

"I sing to be loved," sluttede Teitur sin koncert. Og vi elsker ham. Men hans musik egner sig stadig mere til telt end åben himmel.