Du er ikke logget ind    Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Anmeldelse / Live / Fredag d. 04-07-2008 kl. 12:15

Radiohead
Roskilde Festival, Orange Scene,
torsdag d. 3. juli 2008

Anmeldt af Lars Löbner Jeppesen
Foto: Steffen Jørgensen (www.photo.jint.dk)
GAFFA
5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner
5 stjerner
Læserne
5,44 stjerner i snit (efter 9 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Everybody Loves Radiohead

Det var en broget forsamling publikummer, der stod klemt foran Orange Scene, men kunne man forvente andet, for Everybody Loves Radiohead. Og med god grund, for netop de har om nogen været med til at ændre og opdatere rockmusikken i de sidste 13 år og med den meget omtalte alternative distribution af deres seneste værk In Rainbows har de endvidere revolutioneret måden at få musik ud til de hungrende masser.

Denne smukke torsdag aften var Radioheads Technicolor-regnbue slået ned på Orange Scene, og det var der omkring 60.000 tilskuere, der havde stillet sig forventningsfulde op for at bevidne på en dag med et program fladere end Holland.

Bandets chefmaestro Thom Yorke indtog scenen i en skjorte så blå som himlen tidligere på dagen, dansede, som man normalt kun gør bag nedrullede gardiner og leverede sine mange rammende linjer med en grimasse, som suttede han på den citron, han nævner i Everything In Its Right Place (i øvrigt eksemplarisk stramt afleveret denne aften).

Der skal et band af Radioheads kaliber for at boltre sig så frit i rockmusikkens mange forgreninger, og der blev derfor gået umærkeligt fra det elektronica-inspirerede til det episk rockede og over til, hvad der dog stadig må være varemærket: de hudløse og sårbare perler, hvor det især var det seneste udspils Nude og Videotape, der stod mest tindrende.

Der blev selvsagt også leveret crowd pleasere i from af My Iron Lung, Karma Police og Paranoid Android, der denne aften blev dedikeret til alle, der måtte være så uheldige at have fået fat i dårlige stoffer.

Koncerten kulminerede i de hele to omgange ekstranumre, som der med rette blev krævet, før vi turde sende Radiohead videre af sted ud på deres korstog for at gøre rockmusikken vital og heroisk igen. Mon ikke de snart kommer igen, for gud skal vide, at vi har brug for frelse.

Tip en ven
1 kommentarer. Tilføj din nedenfor.
perfekt

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.