L.O.C.
Roskilde Festival, Orange Scene,
lørdag d. 5. juli 2008
| GAFFA | 5 stjerner | |
| Læserne |
|
2,33 stjerner i snit (efter 3 stemmer) |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Århusrapperen tog succesfuldt favntag med den orange jubilæumsscene
Det var noget af et tilløbsstykke, da Danmarks hiphop-gigant nummer et gjorde sin entré på Orange Scene flankeret af samarbejdspartnerne Rune Rask, Jonas (Lounge Lizzards) og den ivrigt spillende tøndeslager Ulf Scott. Især sidstnævnte fyldte godt i lydbilledet. I løbet af 75 minutter beviste L.O.C, at han sagtens kunne magte opgaven at stå på den gigantiske Orange Scene. Et umiddelbart skøn er, at der var mindst lige så mange mennesker som til Radiohead i torsdags.
L.O.C skød showet i gang med Marias blod (hovmodshymnen Blod i Min Hud), der stammer fra det fremragende og stadigt aktuelle dobbeltalbum Melankolia/XxxCouture, der naturligvis var velrepræsenteret til eftermiddagens koncert. En stribe af de gamle druk-og-hor-hits fik vi naturligvis også.
Den smule regn, der på det tidspunkt faldt fra himlen, fik Århus-rapperen hurtigt jaget på flugt med klassikeren Drik Din Hjerne Ud, der tager sig en smule forhistorisk ud med L.O.C's langvarige ædruelighed in mente. Det samme gælder Absint, der tydeligvis var en af favoritterne blandt det storskrålende publikum. Patetisk blev det dog aldrig.
Med talent og ydmyghed fastholdt L.O.C publikum i sin hule hånd. Med gæsteindslag fra Veto, fra hvem århusianeren har lånt guitar-riffet fra nummeret Cannibal, og rim-kollegaerne fra Suspekt sørgede Liam O'Connor for, at showet havde et varieret og dynamisk flow. Jokerens nummer om Havnen blev også skudt ud over scenekanten ligesom Nephews Hospital med sine fire-til-gulvet fik publikum yderligere op på tæerne. Dette skulle vise sig at være et varsel om, at det ikke var det sidste de fremmødte festivalgæster fik at se til Danmarks mest populære rockgruppe, der som bekendt sidste år netop havde L.O.C med på scenen.
Nephews Simon Kvamm var nemlig med til at slutte eftermiddagsfesten, da hovmodet endnu en gang blev fortolket på nummeret Superbia, der hører til blandt de bedste på rapperens seneste (koncept)album.
I mine ører blev det dog i længden lidt enerverende, at trommeslageren Ulf Scott ekvilibrerede konstant under koncerten. Lidt færre slag fra hans evigt roterende hænder havde givet mere plads til nogle af de mange andre detaljer, som L.O.C’s tracks indeholder.
L.O.C magtede dog indiskutabelt at vinde kampen på Roskilde festivalens hovedscene og cementerede således yderligere sin position som Danmarks bedste populær-rapper.

















Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.