Anmeldelse / Live / Søndag d. 06-07-2008 kl. 02:18

Liars
Roskilde Festival, Pavilion,
lørdag d. 5. juli 2008

Anmeldt af Pelle Sonne Lohmann
Foto: Steffen Jørgensen (www.photo.jint.dk)

GAFFA		3 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Temmelig rodet og ustabilt støj/punk-brag signeret amerikanske kult-kæledægger

+ Se hele galleriet

New Yorker-bandet Liars har over efterhånden fire plader demonstreret et helt enormt mod på musikalske svinkeærinder og en uhæmmet trang til at udforske (og måske endda udhule) rockens og punkens bedst gemte afkroge. Den dag i dag er undertegnede endnu ikke for alvor blevet klog på Liars, der åbenlyst ikke ønsker at blive permanent genre-stemplet, men som i deres evindelige søgen ikke nødvendigvis er et entydigt vindende bekendtskab.

I aften er der i hvert fald tale om en næsten utilgiveligt kakofonisk forestilling, hvor man hele tiden har på fornemmelsen, at bandet og dets lyd er lige på nippet til at falde fra hinanden. Tekniske problemer hjælper naturligvis ikke just Liars på vej, men et langt stykke hen ad vejen er der tale om et selvforskyldt rod, fordi bandet ikke synes at kunne bestemme sig afgørende for, hvilken musikalsk retning, der skal forfølges. Det hele forbliver i lange passager en kende pseudo-agtigt, idet Liars hele tiden er lige ved og næsten, men kun knapt rammer forbilledernes format. 1970’er-New Yorker-punk skinner fragmentarisk igennem, lige som det er tilfældet med start-1980’er-postpunk, og forvrængede guitar-støjinfernoer, som vi husker dem fra eksempelvis The Jesus And Mary Chain.

Liars er et spøjst band i kraft af ikke mindst frontfigur Angus Andrew, der med vanvittig gestik, kulsorte bemærkninger, viltert hår og en ulastelig, kridhvid beklædning er et kapitel for sig. Han er en leder af format, men er samtidig tydeligt forvirret og ser indimellem lige frem rådvild ud. Største musikalske aktiv er bandets ukueligt tøndetæskende trommeslager, der i dén grad hører til i den stramme ende, og som tilmed garnerer sit bastante spil med fornemt opfindsomme rytmer. De oftest to guitarister (kvartetten eksperimenterer lystigt med opstillingen) gør mest af alt bare deres job, der byder dem at sikre en snurrende bund af effekt-ladede guitarmure, men de er begge anonyme i længden.

Liars er hverken dårlige eller uinteressante, men noget særligt er bandet altså heller ikke – og det til trods for gruppens søgende format. Resultatet er udmærket, men forudsigeligt og ikke så banebrydende, som de mange tilløb til atypiske modeller og konstruktioner ellers umiddelbart fordrer. Mest spændende denne lørdag nat er næsten bandets medbragte roadie, der først kaster dåseøl og siden sig selv hårdt og brutalt ud over publikum. Et publikum, der i øvrigt mestendels er moderat begejstret, men også fåtalligt.