Du er ikke logget ind    Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Anmeldelse / Live / Søndag d. 06-07-2008 kl. 11:16

Leonard Cohen
Eksercerpladsen ved Rosenborg Slot, København,
lørdag d. 5. juli 2008

Anmeldt af Lars Löbner Jeppesen
Foto: Rasmus B. S. Hansen
GAFFA
6 stjerner6 stjerner6 stjerner6 stjerner6 stjerner6 stjerner
6 stjerner
Læserne
6,00 stjerner i snit (efter 3 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Stoisk stamina fra kong Cohen

15 år og ni minutter, men så var ventetiden på Leonard Cohen også ovre, for ind trådte ”the best dressed man in Montreal” og hans ni mand store lige så velklædte band til en applaus, der var til at føle på. Cohen takkede ærbødigt for modtagelsen med fedora-hatten mod brystet, og da der var kommet ørenlyd, igangsatte han aftenens første toner med "Dance Me To The End Of Love".

Med en stemme så rumlende, at Kronjuvelerne dirrede, indhentede fortiden os med den profetiske "The Future" hvor Cohen leverede linjen ”I'm the little jew who wrote the Bible” med en gnæggende latter, der minder om, at humoren ofte har været eneste følgesvend i herrens ellers så gravalvorlige univers.

Trods begrundet frygt for, om den 73-årige poet ville kunne løfte opgaven at drage på turné efter alle disse ulidelige års live-pause, beviste han, at han ingenlunde er rustet fast eller skal løbes i gang. Det hjælper selvfølgelig også at være bakket op af så gennemmusikalsk og eminent et orkester, hvor alle burde fremhæves (hvilket Cohen respektfuldt også fik gjort utallige gange). Skal vi blot nævne et bandmedlem, må det være den mindst lige så aldrende Javier Mas, der betjente et arsenal af eksotiske strenginstrumenter fra hans plysstol på scenen. Især i introen til "Who By Fire?" gik der kosher-vellyd i den.

Efter en kort pause i sættet kom Cohen ilende tilbage på scenen, for der var meget, der skulle nås endnu. Vi skulle forbi en sublim "Tower Of Song" med såre simpelt tangentspil af hovedpersonen og den sandfærdige linje ”I was born with the gift of a golden voice” fremsunget et par tonere lavere end studieversionen (hvordan man gør en i så forvejen dyb stemme dybere, uden at jordkloden åbner sig og nedsluger en, er et under.)

Højdepunkterne fulgte med en fjerlet og umanerligt smuk "Gypsy Wife", "Boogie Street" med den musikalske partner Sharon Robinson på delt vokal og "Hallelujah", hvor Leonards malmfulde røst tog til i styrke og fik verden til at gå i stå et enkelt sekund – intet mindre end en pragtpræstation eller som han selv ændrede teksten til ”I didn’t come here tonight to fool you”.

Og der blev nemlig ikke narret nogen, for det kan godt være, at Cohen tog et langt tilløb for at vende tilbage, men han er skam ingen flanør. Nej, han er vor alles yndlingsmand, hvilket blev cementeret fast med tidernes mest virile kærlighedserklæring, "I’m Your Man".

Efter hele tre timers pragtopvisning af stoisk stamina blev der taget afsked med den fine "Whither Thou Goest" med hele ensemblet på vokal. Er smuk afslutning på en aften, som Cohen selv nævnte sent ville blive glemt.

For hvor var det herligt at være vidne til, at Cohen helt har smidt sit zenbuddhist navn Jikan (den stille) og åbnet op for den healende røst og valgte at dekantere alle de mange velvalgte sanglinjer ud for os. Linjer, der på magisk vis fik nyt liv og blev hørt, som var det første og ikke sidste gang vi får dem at høre live.

Tip en ven
Endnu ingen kommentarer. Tilføj din nedenfor

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.

Annonce

GAFFA Shop

Cohen, Leonard: Old Ideas
TILBUD: 139,00 kr. 99,00
Køb på GAFFA Shop
Cohen, Leonard: Old Ideas (Vinyl)
TILBUD: 189,00 kr. 149,00
Køb på GAFFA Shop
Cohen, Leonard: I'm Your Man (DVD)
Kr. 199,00
Køb på GAFFA Shop
Cohen, Leonard: Leonard Cohen - et liv
Kr. 299,00
Køb på GAFFA Shop
Cohen, Leonard: Live At The Isle Of Wight 1970 (2xVinyl)
Kr. 249,00
Køb på GAFFA Shop