Gensynet med thrash metallens gudfadere udmundede i et perfekt metalsæt
Sol og måne stod på det helt rette sted, da Slayer nedlagde Orange Scene og i fem kvarter lod sluserne til helvede stå vidt åbne. Fra første nanosekund var lyden perfekt, og det er vel at mærke en væsentlig forudsætning for at levere en fuldendt koncert. Guitarerne var høje og tørre. Man kunne høre hvert fill og hvert stortrommeslag, Dave Lombardo affyrede, og ikke et øjeblik druknede forsanger Tom Arayas vokal i det vidunderlige metalinferno.
Med et smil, som havde han netop klaret frisag for at myrde sin svigemor, tog han publikum ved hånden og ledte os igennem 12 Slayer-klassikere og to sange fra Slayers seneste album, ”Christ Illusion”.
Slayer har efterhånden spillet på Orange Scene en del gange, og hvis man ser bort fra enkelte længere pauser mellem numrene, forløb sættet fuldstændig uden dikkedarer. Slayer spillede og headbangede ud af den verden som den nærmest umenneskelige thrash metal-maskine, de har udviklet sig til gennem mere end to årtiers konstant turneren.
Publikum labbede da også hver en tone og hvert et slag, og dem var der rigtig mange af, i sig som en alkoholiker, der netop er faldet af vandvognen, labber sprut i sig.
Sættet var enormt velkomponeret. Slayer har uhyggeligt meget materiale til rådighed, og bortset fra ”Diabolus in Musica”, ”Divine Intervention” og ”Undisputed Attitude” fik alle album spilletid. Konklusionen er, at Slayer stod for et gyldent metalmoment, der ikke fandt sin lige på årets festival.














Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.