Anmeldelse / Live / Søndag d. 06-07-2008 kl. 20:21

Cat Power
Roskilde Festival, Odeon,
søndag d. 6. juli 2008

Anmeldt af John Fogde
Foto: Steffen Jørgensen (www.photo.jint.dk)

GAFFA		2 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Føj, hvor var det kedeligt

+ Se hele galleriet

Der er sket meget, siden Chan Marshall brød igennem under navnet Cat Power i 1998 med albummet "Moon Pix". Der er blandt andet kommet to plader udelukkende med coverversioner, og hun har fået så meget styr på sit alkoholforbrug, at hendes koncerter ikke længere er kaotiske og pinlige affærer.

Musikalsk er der også sket et ret stort skifte, og den spartanske indie synes fuldstændig langt på hylden, og live betyder det, at hun nu nærmere lyder som forsangeren i et Procol Harum-coverband.

Hvordan i hulen de fortrinlige numre fra plader som "The Greatest" og "Jukebox" pludselig er landet i en genre, der bedst beskrives som røvballerock, er meget svært at forstå.

Men Marshalls fuldstændig ligegyldige orkester fik leveret alle sange i samme tempo, og mudrede dem ind i så meget Hammond-sovs, så man efter en halv time ikke kunne kende den ene sang fra den anden.

Inden det gik helt galt fik vi "New York" i en okay og groovy udgave, hvor der endelig var kommet styr på vokalens niveau. Men derefter gik der ikke længe, før koncerten udviklede sig til at blive en noget trist omgang.

Der var bestemt hverken brug for en trommesolo eller en alenlang præsentation af bandet, og den 75 minutter lange koncert udviklede sig desværre (meget!) langsomt til festivalens største ørkenvandring.

Det var særligt frustrerende, da Marshalls plader er fine, sofistikerede, subtile og i gamle dage også truende og rå. Men det så vi intet til i dag, og skræmmende nok var man nærmest taknemmelig over, at bandet ikke fik lov til at smadre sange som "Cross Bones Style" og "American Flag".

Marshalls materiale har fortjent en meget bedre skæbne end det, vi var vidne til i dag, men det var der åbenbart ikke nogen, der havde fortalt musikerne, der dræbte alle former for dynamik, liv, sjæl i sangene, og dermed nærmest al glæde hos denne anmelder.