Bonnie Prince Billy
Roskilde Festival, Odeon

Afslutningskoncerten på Odeon blev en meget mærkelig oplevelse – af mange grunde. For Gud ved hvilken gang var teltet nemlig stopfyldt, og festivalen må gå i tænkeboks for at forbedre det til næste år. Samtidig var lyden alt, alt for lav i de første 34 minutter. Undertegnede stod én meter fra mikserpulten midt i salen, men måtte alligevel opleve de første ti minutter af koncerten, som hvis man lytter til en lav bilradio, mens man kører 150 km/t på en motorvej, og derefter blev der skruet op for musikken, men vokalen forblev alt for lav i endnu 20 minutter.

Når Bonnie "Prince" Billy (også kendt under det borgerlige navn, Will Oldham) samtidig præsterer en noget afdæmpet og skæv americana/singer-songwriter, så er det meget svært for publikum at følge med. Tilskuerne, der var stimlet sammen uden for teltet forlod Odeon, mens store dele af tilskuerne inde i selve teltet udvandrede. Der røg en god halv time af en af de mest interessante koncerter på årets festival, og Bonnie "Prince" Billy og hans folkorkester var som en følge af den dårlige lyd helt uden for bedømmelse.

Vendepunktet blev sangerens syvende, ottende og niende nummer, ”Wai” fra ”The Letting Go” fra 2006, ”You Remind Me Of Something (The Glory Goes)” fra ”Lie Down In The Ligth” (2008) og ikke mindst ”Madeleine Mary” fra ”I See A Darkness” (1999), hvor lyden endelig kom op på et niveau, der gav musikken gennemslagskraft og kunne lukke munden på de bageste tilskuere.

Samtidig blev Oldham mere og mere teatralsk i sin udtale, skrig, sang, mere og mere neurotisk i sin gestik, og endnu mere aparte i sine bevægelser. Oldham stod nærmest alene på venstre scenekant og stirrede ud over publikum, slog armene over kors, satte sig ned på scenen eller strakte sine højrehåndsfingre i fem forskellige retninger over hovedet på publikum. Desuden tilføjede han et par skæve countrybevægelser, helt ned i knæ, og rockede resten af tiden på ét ben. På ”Cold And Wet” lavede han et par cancan-trin, mens han rullede højre bukseben op, mens han stod flamingo på sit venstre.

Med alle sine særheder havde den skaldede beskæggede amerikaner pludselig sine gæster i sin hule hånd, mens han delte ud af sine sarkastiske fortællinger og sin americana, der trækker på traditionel folkemusik, roots, country, islandsk musik og singer-songwriter-traditionen. Oldham har udgivet 14 studiealbum efterhånden, i starten under aliaset Palace, og siden 1999 som Bonnie "Prince" Billy, og søndagens koncert var en god blanding af det hele med vægt på hans nylige udgivelse ”Lie Down The Light”.

Gæster har nu to muligheder for at rette op på Roskilde Festivals lydfadæse og redde lidt af Bonnie "Prince" Billys optræden. Enten bør man gøre sig selv den tjeneste at finde et par Oldham-tekster frem fra coveret og læse, hvad man ikke kunne høre, eller også bør man følge hans egen opfordring før det sidste nummer: at tage til koncert med bandet på et indendørs, mere intimt spillested – for eksempel i Århus eller København førstkommende mandag og tirsdag efter festivalen.

”Hvad er ideen med det her voldgravsprincip til koncerter? Er I fjenden? Skal vi fylde den op med krokodiller eller hvad?”, spurgte Oldham blandt andet. I øvrigt bad han (som en tyk ironisk kommentar til festivalmenageriet) publikum om at overlade ham deres svedige tøjgenstande, deres drugs, penge og eventuelt deres kæreste, hvis de var besvimet.

Efter 15 numre kom Odeons konferencier frem fra kulissen for at lukke scenen for 2008, men publikum buhede det søde hunkønsvæsen tilbage ud af salen, og Bonnie "Prince" Billy gjorde hende den nåde at vende tilbage på scenen efter 50 sekunder, takke endnu en gang og spille to ekstranumre: den drømmende ”A King At Night” og den fantastiske ”Easy Does It”. Lydproblemerne til trods cementerede Bonnie "Prince" Billy, at han trods eller netop på grund af alle sine særheder er en fremragende sangskriver, mens publikum må vente til at næste gang med at få den gode koncertoplevelse.