Anmeldelse / Live / Mandag d. 07-07-2008 kl. 09:37

Leonard Cohen
Rådhusparken, Århus,
søndag d. 6. juli 2008

Anmeldt af Lars Löbner Jeppesen
Foto: Rasmus B. S. Hansen

GAFFA		6 stjerner
Læserne		6,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Krystalklar elegance på en grå aften

+ Se hele galleriet

Billeder: Rasmus B.S. Hansen, fra koncerten ved Rosenborg i København 5. juli

Som forventet var den brummende barytons anden koncert på dansk grund i denne omgang så godt som identisk med gårsdagens i København. Det var de samme 24 sange (med en minimal rokade i rækkefølgen) og de samme historier mellem numrene. Så hvorfor se den samme koncert to dage i træk? Well, hvis man ikke har fået lasagne i 15 år, så er man godt dum, hvis man ikke mæsker sig i det, mens der er serveret.

Igen var der tale om en forførende fejlfri aften, hvor selv ikke den lette regn og den grå himmel kunne ændre ved den krystalklare elegance, der blev lagt for dagen. Sangudvalget var intet mindre end rent nirvana, og selvom vi hver kunne nævne en forsømt favorit, var der vist ingen, der gik skuffede hjem, ellers må de have været kolde som det der nye barberblad.

De mange vægtige visdomsord blev nænsomt, men målrettet leveret til vores kollektivt åbne hjerte på en aften, hvor en sjælden set andægtighed herskede. Da det bliver sværere og sværere at gå til lytte-koncerter uden at få oplevelsen ødelagt af en eller anden fuld idiot, må det være på sin plads at takke publikum for deres nærvær, for der herskede ikke særligt meget tolerance over for de enkelte snakkende individer blandt publikum før jazzpolitiet fik irettesat med et bestemt ”schhh!”

At få lov at opleve Leonard Cohen to dage i træk er en gave, der ikke kan gøres op i penge, men det var så sandelig også en udsøgt fryd at høre holdet bag ham endnu engang. Sjældent, eller lad os bare få konstateret aldrig, har man oplevet ni så velafbalancerede og talentfulde assisterende artister finde sammen i så smuk en syntese.

Det var rent ud sagt rent manna for sanserne at opleve kapelmester og bassist Roscoe Beck, tangentspiller Neil Larsen, strengeekvilibristen Javier Mas, guitaristen Bob Metzger, trommeslager Rafael Gayol, saxofonist Dino Solde og de tre korsangerinder, søstrene Charley og Hattie Webb og Sharon Robinson (hvor har lothario-Leonard dog bare et misundelsesværdigt flair for at vælge kvinder.)

Selvom det gang på gang var Cohen, der tog hatten af og holdt den over sit enorme hjerte som tak for publikums devote applaus, så var det os, der havde taget hatten af for ham, hvis det ikke lige var, fordi man ikke tager hat med i kirke. For i en alder af 73 og efter så mange års koncertfravær var der vist ingen, der havde forestillet sig hele tre timers seance. Men når den ydmyge poet giver af sig selv, gør han det nu engang så helhjertet, at vores svælg strammes og øjnene fugtes. En sådan form for generøsitet eksisterer simpelthen ikke i et ungt hjerte.

Af hjertet tak for denne gang, Saint Cohen, og må du igen blive en holden herre – og her tænkes ikke i sangskat, for der er du i forvejen en ren Joakim von And.