Anmeldelse / Live / Lørdag d. 12-07-2008 kl. 14:10

Wu-Tang Clan
Store Vega, København,
fredag d. 11. juli 2008

Anmeldt af Frederik Rask
Foto: Jacob Dinesen

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Wu-Tang Clan leverede klassisk super hip-hop, men den helt store klan-fest udeblev

+ Se hele galleriet

I 1993 – da Dr. Dre og Snoop Dogg havde overtaget hip-hoppen worldwide med den George Clinton-klonede g-funk – startede en anden hiphop-revolution med udspring i New York. Dette år udgav Wu-Tang Clan deres ”Enter The Wu-Tang (36 Chambers)”, der blev et af de mesterværker, der har absolut legendarisk særstatus den dag i dag.

Med ældgammel kinesisk krigsfilosofi som drejebog lagde gruppens mastermind og superproducer, RZA, en plan, der skulle resultere i total dominans over rap-industrien for både Wu-Tang Clan og gruppens solister. Og planen lykkedes. Der findes ikke større rap-kollektiver – hverken hvad angår volume eller betydning – end Wu-Tang Clan.

Og så er det ikke kun historie. Med ”8 Diagrams” fra 2007 – deres første studiealbum i seks år – kan man høre, at klanen lever i bedste velgående – ja, på nær ODB selvfølgelig.

Og op til koncerten var det bekræftet, at vi med RZA, GZA, Ghostface Killah, U-God, Inspectah Deck, Masta Killa, Raekwon, Capadonna og Method Man ville opleve det mest komplette Wu-Tang line-up, som Danmark nogensinde har smidt hænderne i vejret til. Desværre kom Method Man alligevel ikke, men til gengæld er det ikke længe siden, at han blæste taget af Store Vega i selskab med Redman.

Forventningerne var kæmpestore til dette møde med klanen, og publikum – med en klar overvægt af hankøn – var på tæerne fra første sekund.

Koncerten åbnede med det det klassiske Wu-anthem ”Wu-Tang Clan ain´t nuthin to fuck wit!”. Den kendte publikum så udmærket, og de kvitterede med skove af vuggende ”W”-hænder i vejret. Wu-Tang er east-coast, når det er bedst – knastørre lilletrommer, minimale old-school beats med tonsetung hård rap – alt sammen leveret med en bund af mytisk kung-fu-stil.

Publikum var klar på mere, og luften blev hurtigt fyldt med vuggende arme, og stemningen steg yderligere med ”Bring the Ruckus”, åbningsnummeret fra debutpladen ”Enter The Wu-Tang”, hvor RZA indledte nummeret med at opfordre publikum til at stikke langefingeren i vejret. Noget med ikke "at give en fuck" – for noget! Klassisk bad-ass attitude, og det var ganske imponerende at opleve, hvordan Wu-Tangs mange rappere fik Vegas store scene til at fremstå helt lille!

Wu-tang fylder godt op i landskabet, både fysisk og på mikrofonerne. Og under en konstant stabil og tung bund spyttede det farverige råbe-kor fra New York rim efter rim ud over scenekanten til en sulten crowd.

Trods den anmelderroste ”8 Diagrams” i ryggen blev en stor del af koncertens materiale hentet fra gruppens røvsparkende bagkatalog – ikke mindst fra midt-halvfemserne, hvor Wu-Tang var selve definitionen på hip-hop. Og et genhør med de gamle tracks var noget, der passede det dedikerede publikum godt. Mange i crowden rappede med på hver eneste linie – og kendte hvert eneste break fra de tidsløse klassikere.

RZA siger pudselig, at Wu-Tang har brug for at få smidt nogle blunts op på scenen. Og det får de så. RZA samler et par af dem op og siger – en smule skuffet - ”but hey – we need BAGS of this shit!”. Ja. Hiphop og røg hænger sammen, det gælder bestemt også hos Wu-Tang. Som også er vant til at få, hvad de vil have.

Legenden Ol´Dirty Bastard, der døde af hjertestop i 2004 efter et hårdt og nærmest bizart liv, skulle naturligvis hyldes. Vi fik uddrag fra ODB's ”Shimmy Shimmy Ya”, ”Brooklyn Zoo” – og endda også en bid fra ”Got Your Money” – og som på Roskilde i 2004 var det en vaskeægte crowd-pleaser at "bigge" Russell ”ODB” Jones op med numre fra hans ditto klassiske debut.

Der var sådan set fuld smæk på koncerten – specielt takket være den dedikerede crowd. Kvaliteten var overvejende høj, men Wu-Tang kørte også meget på rutinen og gav sig aldrig helt hen. Og det blev helt pinligt, da Raekwon glemte teksten til et af numrene fra den nye plade, mens andre klanmedlemmer drillede ham med at sige ”it´s that weed, it´s that weed, man…”. Det var småpinligt og samtidigt symptomatisk for klanens indsats, der trods mange lysunkter forblev på det jævne.

Specielt RZA blev mere tilstedeværende mod slutningen, men samtidigt lå det i luften, at det snart var slut, før det rigtigt begyndte. Og pludselig stoppede koncerten, noget uforløst. Og det er tilsyneladende blevet kutyme, at Vega tænder lyset straks efter, at koncerten er slut – så der ikke bliver mulighed for ekstranumre.

Det er ikke mange grupper, der holder sammen – og stadig holder – efter 15 år i rap-industrien. Og slet ikke efter, hvad Wu-Tang er gået igennem. Med ”8 Diagrams” har de vist, at de stadig kan lave stabil og superproduceret hiphop, men live leverede Wu-Tang desværre ikke forløsningen af enhver hiphoppers våde drøm – et komplet Wu-Tang i storform.

Selv om forløsningen udeblev, var det stadig stort. Og respekt til Peter ”Soulkitchen” Fredsted, der utrætteligt henter den bedste hiphop og soul hjem til lille Rock-Danmark.