Flad popdisco-fornemmelse: det bedste er desværre ikke altid nok

Når det kommer til musikeksport, så er duoen Infernal helt fremme i danseskoene. Især med hittet From Paris To Berlin som isbryder satte popgruppen sig solidt på det kommercielle overherredømme, når det kommer til diskotek- og dancechart-hits made in Danmark. På Infernals fjerde albumudspil er discoen trådt længere ind i musikkens centrum, mens eurodance-æstetikken er skubbet en smule ud i periferien. På Electric Carbaret har Infernal gjort brug af deres live-backingband, hvilket ikke har bidraget væsentligt til kvaliteten. Nuvel, der er da udmærkede eksempler på gennemsnitlig popsangskrivning og teknisk ekspertise, men det er hele er så fantasiløst iscenesat, at man hurtigt kommer til at kede sig betragteligt. Albummet rummer hverken discoens elegance eller dramatik. Og at Lina Rafn givetvis synger bedre end på de forrige album er altså ingen trøst, når bundniveauet er så forholdsvis lavt. Dette kommer især til udtryk på de lavmælte numre – som eksempelvis Because Uhh og Days Full Of Loving. Sidstnævnte lyder som en Céline Dion-demo – uden Dions vokale talent vel at mærke. Infernal gør sig indiskutabelt bedst i dansegulvstempo, men bedst er desværre ikke altid nok.