Spøjst feel good album fra Brooklyn-makkerpar

Ratatat er en New York-duo med et par album på bagen. Franz Ferdinand, Daft Punk og Interpol har alle tidligere håndplukket bandet, der består af guitar-håndlangeren Mike Stroud og synth-entusiasten Evan Mast, som opvarmnings-acts. Ratatat begår sig i en særegen hybrid mellem Brian Eno-fascination, semi-psykedelica, små-symfonisk rock og en oftest underspillet rytmik, der gør albummet til en lytteoplevelse mere end en klub-lydledsager. Mest særpræget i mine ører er Strouds stærkt hvinende og sustain’ede guitarer, der konstant strækker og vrider sig på kanten til det stærkt kitschede. Det er både styrken og svagheden på LP3. Det er i hvert fald det, der er med til at give det 42 minutter lange instrumentalalbum en lidt anderledes klang – også sammenlignet med, hvad man ellers har hørt fra Ratatats spraglede hånd. Desværre bliver kompositionerne lidt for ofte overlæsset med melodiske detaljer. Mirando, der i øvrigt er blevet remixet af Animal Collective, hører sammen med den reggae-summende Flynn til i den bedste ende, på et album, der aldrig rigtigt kryber ind under huden på undertegnede.