Musikalsk og lyrisk nostalgi fra fire mænd, der er alt andet end helgener
På Mötley Crües seneste album, Saints Of Los Angeles, er nostalgien i højsædet. Både lyrisk og musikalsk. Flere af sangene forekommer at være tilbageskuende blikke på bandets tidlige karriere, og musikalsk er det også lykkedes det kulørte firkløver at ramme den gyldne åre af glammet, metallisk L.A. rock’n’roll, der i firserne gjorde dem til et af de største navne på den amerikanske rockscene. I modsætning til forrige Crüe-studiealbum, New Tattoo, har Saints Of Los Angeles den rette kombination af memorable sange og stil. For Saint Of Los Angeles er rent stilistisk netop nostalgisk. Bandet forsøger ikke at skrue tiden tilbage, som man havde på fornemmelsen, at de forsøgte på New Tattoo. I stedet kigger de tilbage på firserne med fødderne solidt plantet i år 2008. De har taget elementer fra deres glorværdige fortid og givet dem en elegant 2008-finish. Resultatet er et rock-album, der burde tiltale alle yndere af hedonistisk rockmusik, hvor miles pr. hour er højere end iq’en.









Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.