Ny multikulturel manifestation fra Peter Gabriel – Big Blue Ball klar 17 år efter de første optagelser

I forbindelse med WOMAD-festivalerne i ’91-92-95 samlede Peter Gabriel flokke af musikere fra alle verdensdele i sit Real World-kompleks. Målet var at lege/skrive nye numre til et Gabriel/world-udspil, men endte med så uoverskueligt mange tracks, at det blev ”arkiveret” – indtil producer Stephen Hague fik jobbet med at klippe og klistre for at skabe noget brugbart. Det er lykkedes. Selv om musikken stritter i mange retninger, er der også fælles farver. Dels den flotte, typiske Gabriel-sound, hvor hver en byte er mættet med lyd – dels et gennemgående øre for puls og tungt dansevenligt groove. Og så har man stået for flere sublime musikalske ”parringer”: Natacha Atlas’ mavedanser-sensuelle sang med Hossam Ramzeys smældende egyptiske percussion-trup og slangekrølle-violiner er måske knap så overraskende, men aldeles suveræn (Living Colours Vernon Reid er medkomponist!). Og at matche spanske Juan Canizares med Congo-sanger Papa Wembas ultrahøje vokal i piskende guitar-flamenco er genialt. Rossys madagascar-rap klædes på af latinblæser-brøl og speedet disco. Marta Sebestyens ungarske skønsang hviler på et smukt, tykt, elektronisk dronetæppe m.v. Kun et dicideret kiks er med – en trist Sinéad O’Connor med japansk taiko-trommeslager. Og trods forståelsen for at ”skidtet skal sælge”, måtte Gabriel egentlig også gerne have kastet sig ud i nyt, i de tre numre, hvor han selv er bærende kraft, i stedet for den soul-funk, han efterhånden har udforsket så rigeligt. Men at han er bagmand for endnu en varm, flerkulturel succes er uomtvisteligt.