Anmeldelse / Live / Fredag d. 18-07-2008 kl. 13:01

Aqua
Grøn Scene, Grøn Koncert, Esbjerg,
torsdag d. 17. juli 2008

Anmeldt af Jakob Østergaard Nielsen

GAFFA		3 stjerner
Læserne		3,67 stjerner i snit (efter 3 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Grøn Koncert bød i år på en verdenspremiere i Esbjerg, men Aqua indfriede dog ikke forventningerne

Danmarks til dato ubestridt største musikalske eksportsucces gik fra hinanden med et mindre brag tilbage i 2001. Aqua lukkede og slukkede efter et abnormt pladesalg på 28 mio., en global opmærksomhed af en anden verden og et nyt album undervejs, angiveligt grundet interne uoverensstemmelser. Af de samme årsager har de fire medlemmer heller ikke fået set kollektivt meget til hinanden siden da, og derfor var det heller intet mindre end en veritabel og højest sensationel verdenspremiere, der ventede publikum torsdag aften i Esbjerg. Selv om nærværende anmelder dengang ikke hørte til blandt beundrerne af Aqua, men nærmere fandt 1990'ernes dance-genre, skumfest, tarvelige provinsdiskoteker og (som oftest) flade fadøl lige dele foruroligende og lattervækkende, var det dog med en vis historisk spænding, at undertegnede tog opstilling foran Grøn Scene sammen med et i øvrigt gedigent engageret publikum.

Den farverige seance blev indledt af konferencier Jacob Haugaard, der til lejligheden havde iført sig et (kun alt for) glimrende og gyldent rokoko-inspireret outfit for entydigt at markere, at der her var tale om noget ganske særligt, hvilket publikum da heller ikke var i tvivl om efter, at Aqua havde sendt et enormt band på scenen, fyret op under de i alt syv strategisk placerede videoskærme og tilhørende røgkanoner og herefter lod vente på sig. Det bevirkede, at spændingen bare steg og steg, og da de fire medlemmer endelig trådte ind på scenen, udløste det et tungt rungende brøl fra det omfattende publikum, der efterhånden strakte sig ned igennem hele pladsen. Det blev hurtigt afløst af en mindre håndfuld hits som ”Cartoon Heroes”, ”My Oh My” og ”Doctor Jones”, der dog en anelse tarveligt blev udført på baggrund af et lidt pauvert og energiforladt diskogroove og derudover også afslørede, at Lene Nystrøms vokal til tider har sine åbenlyse begrænsninger.

”Candyman” fulgte snart herefter og det i en hårdtpumpet versionering, der indtil videre var koncertens højdepunkt, eftersom både publikum og nummeret selv blev udfordret af det slagkraftige arrangement. Det bastant hårdtpumpede hit blev efterfulgt af aftenens første genuine ballade i form af den sentimentale ”Turn Back Time”, hvor to metalbroer på hver sin side af scenen dramatisk og for første gang blev sænket, og Nystrøm tog turen ud over et infernalsk skrigende publikum på den venstre. Resten af koncerten varierede de fire medlemmer over de velkendte hits på lignende vis med enkelte højdepunkter til følge som originalt konciperede versioner af ”Barbie Girl” og ”Roses Are Red”, men samtidig også et grelt og allerhøjest hørbart lavpunkt i form af Nystrøms svage vokalarbejde på balladen ”Aquarius”.

I forhold til begivenhedens overordnede svært sensationelle karakter (verdenspremiere osv.) formåede Aqua dog kun sjældent at løfte opgaven. Således manglede der en grundlæggende nerve og iderig variation i arrangementerne af det i forvejen ret beset enslydende materiale, og afslutningsvis var der prægnante problemer med at styre dynamikken i det storladne show. Samtidig fik de fire simpelthen heller ikke nok ud af hverken det tæt og solidt spillende backing-band eller det omfattende sæt videoskærme placeret rundt omkring på scenen, der jævnt forudsigeligt nøjedes med at understøtte de enkelte numre med overvejende animationer af det sungne.

Det skal selvsagt også tilføjes, at forventningerne til verdenspremieren i Esbjerg (i sagens natur) har været urimeligt store, men at der samtidig også har været en højest rimelig mængde tid til at imødekomme selv samme. Grundlæggende indfriede Aqua dog ikke forventningerne, og mere må man vel med rimelighed kunne forvente af et band, der til dags dato har solgt 28 mio. plader på verdensplan, og i sidste ende selv og forhåbentligt ganske frivilligt har valgt at træde sammen igen til endnu en tur i det globale rampelys.