Anmeldelse / Live / Fredag d. 18-07-2008 kl. 17:37

Sigur Rós
Escenario Verde, Benicàssim,
torsdag d. 17. juli 2008

Anmeldt af Pelle Sonne Lohmann
Foto: Oscar L. Tejeda

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Noget nær mesterlig magtdemonstration signeret de islandske helte i Sigur Rós

+ Se hele galleriet

Der er noget højst besynderligt og aldeles surrealistisk over at opleve Sigur Rós fra Islands kolde nord i Spaniens gloende syd. Nok er mørket så småt ved at lægge sig, idet ’Jónsi’, ’Goggi’, ’Kjarri’ og ’Orri’ (med venner – mange venner!) indtager Benicàssim Festivals hovedscene, men temperaturen er næppe under de 30 grader, og alle blandt publikum bærer endnu tøj af den korte slags. Hvad end Sigur Rós-drengene måtte mene (og de har det med at benægte, hvad hér følger…), så ér bandets både puslende, svulstige og indimellem stærkt transcenderende lyd uløseligt forbundet med Island – det være sig både øens øvrige moderne musik og tidløse, rå og smukke natur. Derfor denne surrealisme, der bunder i en kolossal (klima)kontrast, og som efter lidt tilvænning bidrager til en helt unik Sigur Rós-oplevelse.

Som vanligt er showet et overdådigt overflødighedshorn af pudsige indfald og stemningsfulde anordninger. Gigantiske rislamper (eller dét, der ligner) stråler om kap med forsanger og guitarist ’Jónsis’ overdrevne makeup, den kvindelige stryger- og xylofonkvartet er iført flotte kjoler i knaldfarver, mens den mandlige blæserkvartet er nobelt klædt i hvidt og med hat. Eksotiske instrumenter skorter det selvfølgelig heller ikke på, og trommeslager ’Orri’ sidder som altid med siden til publikum, og har i aftenens anledning fundet frem til en kulørt og helt kejserligt udseende hat uden lige.

Sættet tæller ikke overraskende flere numre fra Sigur Rós’ seneste og stadig aktuelle album (heriblandt en sprudlende udgave af ”Gobbledigook”), men flere skelsættende højdepunkter fra bagkataloget og ikke mindst bandets allerstærkeste mesterværker ”Agætis Byrjun” og ”( )” præsenteres heldigvis også. Her skal ikke mindst den usigeligt rørende ”Svefn-G-Englar” fremhæves – den er på modig vis valgt som åbningsnummer i aften, men hold fast, hvor det bare fungerer. Efter rundt regnet fem kvarter forlader det samlede kollektiv scenen midt i et supercharmerende og hæsblæsende sansebombardement af et kontrolleret virvar, men selvom Sigur Rós dermed slutter af på toppen, er det som om, at man lige mangler en enkelt trumf fra tidligere tider. Det er derfor en enorm forløsning, at gruppen kort efter vender tilbage og serverer over 10 minutters berusende postrock, der afrundes af det mest svimlende støjrock-klimaks.