Anmeldelse / Live / Tirsdag d. 22-07-2008 kl. 22:36

Morrissey
Escenario Verde, Benicàssim,
søndag d. 20. juli 2008

Anmeldt af Roy Fogde

GAFFA		3 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Mavesure Morrissey var langt fra topformen på festivalens sidste dag

Morrissey er en bitter mand, det er ingen hemmelighed. Han er også en stædig mand, til et punkt, hvor han stædigt insisterer på at være bitter. Det kan være yderst underholdende og charmerende på hans gode dage, men i går virkede Manchesters mindst stolte søn gammel, træt og apatisk.

Det startede ellers ganske fint, med klassikeren ”The Last Of The Famous International Playboys”, som kort efter blev fulgt af ”First Of The Gang To Die” og ”English Blood, Irish Heart”, til publikums store fornøjelse. Derefter begyndte det så småt at gå ned ad bakke, blandt andet fordi Moz begyndte at spille en række lettere obskure sange, som unægtelig var en noget trist affære.

Publikums medleven forsvandt, og den noget lunkne modtagelse synes at gå Morrissey på. Dertil kom nogle bitre tirader om techno, spansk og engelsk pop-musik, og ikke mindst en undskyldning på vegne af festivalen, fordi den stadig serverer kød. Jeg er ikke helt sikker på, hvad den aldrende Stephen Patrick Morrisseys idé om showmanship er, men at kritisere publikums spisevaner viste sig at være lidt af en dødssejler.

Selv ikke glimrende sange som ”The World Is Full Of Crashing Bores” og The Smiths-nummeret ”Death Of A Disco Dancer” kunne fange folks opmærksomhed for alvor, og det var faktisk først finalen med ”How Soon Is Now”, der med nød trak koncerten op på et middelgodt niveau.

Indtil da havde det været et studie i ligegyldighed, hvor mange af sangene virkede kedelige, langsomme, og med overraskende mængder harmonika. Ens skuffende optræden fra en mand som, selv uden at dykke ned i det gyldne Smiths bagkatalog, har nok klassiske sange til at spille en længere hit-parade.