Kris Kristofferson
med Tina Dickow, Indelukket, Silkeborg

Denne lørdag aften i de billedskønne omgivelser ved Friluftsscenen i Indelukket i Silkeborg lagde ud med en optræden fra en særdeles veloplagt Tina Dickow, der, ene kvinde med sin guitar i hånden, leverer en gedigen opvarmning for aftenens hovedperson. Hun er tydeligt glad for og beæret over tjansen, og det smitter af på hendes optræden.

Ved koncerten byder Dickow på smagsprøver fra sin kommende tredobbelte ep, der er sat til udgivelse i september, og at dømme efter de numre, der præsenteres i aften, er der noget at glæde sig til for fans af den danske sangskriverinde.

Tina D's (for nu at benytte sig af en Steffen Brandtsk terminologi) optræden er yderst sympatisk, og hun synger næsten for rent og er lidt for sød og rar, men fuck det, for hun leverer virkelig varen denne solrige sommeraften i Silkeborg.

Tydeligt bliver det senere, at det midtjyske publikum på dette tidspunkt ikke har fået helt så mange fadøl inden for vesten, som tilfældet desværre er under hovednavnets optræden. Men mere herom senere. I første omgang fire velfortjente stjerner til frøken Dickow. (****)

Under opvarmningen har lyden på Friluftsscenen vist sig at være decideret perfekt; krystalklart går alt igennem, og det er en ren fornøjelse at lægge øre til. Forventningerne er derfor store, da en sortklædt Kris Kristofferson efter en halv times intermission indtager scenen bevæbnet med sin guitar og et arsenal af mundharmonikaer.

Der lægges ud med ”Shipwrecked In The Eighties”, og den karakteristiske stemme, der med rette lyder som om, den har været igennem lidt af hvert, viser, at den trods alderen ikke har mistet sin vedkommenhed. Trods smil på læben og glimt i øjet på scenen er man ikke i tvivl om, at Kristofferson tager sin musik og de holdninger, der udtrykkes herigennem 100 procent alvorligt. Så meget desto mere ærgerligt er det, at publikum har mere travlt med at tage billeder, optage video på mobilen, hælde fadøl indenbords og ellers overdøve den skrøbelige intimkoncert med højrøstet fuldemandssnak.

Kris roser sit opvarmingsnavn med ordene: ”I want to thank Tina. She’s a terriffic singer … not hard to look at either”. Herfter følger signatursangen “Me And Bobby McGee”. Det er indfølt og meget smukt, og man kan ikke undgå at mærke et lille stik i hjertet, når den nu 72-årige Kristofferson synger ordene ”I’d trade all my tomorrows for a single yesterday”.

Hjemlandet får et hak i tuden med ”Best Of All Possible Worlds” ved fremvisningen af en fængselsstatistik, der fortæller, at ”The Land Of The Free” har flere folk bag tremmer end nogen anden nation i verden. Protestsangen lever i bedste velgående hos hr. Kristofferson, der ligesom undertegnede tydeligvis også har fået nok af publikums respektløse opførsel. ”What the hell are you all talkin’ about?”, spørger han fra scenen. ”I got a whole audience trying to hear what I’m singin’!”

Desværre er det ikke sidste gang koncertgængerne skal irettesættes, og faktisk koster publikum Kris Kristofferson en eller måske endda to ellers yderst velfortjente stjerner denne aften. Mindst en tredjedel af det silkeborgensiske publikum skulle skamme sig.

Den hjerte- og tænderskærende ”In The News” leveres med en vrede og følsomhed, der er respektindgydende, og Johnny Cashs yndlingsnummer ”Here Comes That Rainbow” synges til hans minde denne aften (men det skider publikum selvfølgelig på (!)). Guitarspillet er simpelt, men udføres med stor kraft, følsomhed og overbevisning. Stemmen er dyb og raspende, men stadig autoritær, og efter denne anmelders mening bedre end nogensinde. Stilen er den samme som på den mesterlige udspil ”This Old Road”, og flere af sangene lyder simpelthen bedre end nogensinde.

Kris Kristofferson er en sangskriver af uhørt høj kvalitet, og materialet og fremførelsen heraf er en vis anden sortklædt country-kollega værdig. Aftenen igennem er der masser af revsende ord til George W. og hans slæng, ligesom Kristofferson erklærer sin støtte til Obama og fordømmer krig med ”The Heart (Is All That Matters In The End)”.

Ser man lidt bort fra det forstyrrende element som publikum udgjorde, har det været en dejlig aften med en af amerikansk musiks helt store personligheder, der har krænget sin sjæl ud, men desværre kastet perler for svin. Oplevelsen er dog stadig stærk, og med de sidste fire ekstranumre ”The Circle”, ”Moment Of Forever”, den denne aften meget velvalgte ”Don’t Let The Bastards Get You Down” (hvilket Kris heldigvis heller ikke gjorde) og ”Please Don’t Tell Me (Why Me)” cementeres koncertens høje høje niveau, og selv ikke fadølsdrikkerne kan forhindre gåsehuden i nakken og tåren i øjenkrogen i at dukke op. Seks stjerner til Kristofferson minus to til publikum = fire i alt … desværre.