Anmeldelse / Live / Torsdag d. 07-08-2008 kl. 11:58

Deep Purple
KB-Kallen, København,
onsdag d. 6. august 2008

Anmeldt af Rasmus Heide
Foto: Henrik Hildebrandt

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Stærkeste kort trak sejren hjem i sidste sveddryppende runde.

+ Se hele galleriet

En nyklippet, barfodet og stærkt entusiastisk Ian Gillan i front for Deep Purple byder velkommen på Frederiksberg. Alle pladser er solgt, og københavnske Royal Hunt har sørget for rigeligt med vand på stenene i KB Saunaen, så man kan stå helt stille og alligevel mærke sveden trille lange striber ned ad arme og ben.

For godt to-et-halvt år siden stod Deep Purple sidst i den gamle badmintonhal – dengang med et splinternyt album, "Rapture of the Deep". I aften er de vendt sammenspillede tilbage men uden nyt materiale at byde på. Alle seks udskiftninger i sættet i forhold til har mindst 12 år på bagen. Det gør dog knapt så meget, når levereringen er medlevende og med glimt i øjet.

Med et 70'er triplepunch sætter de imponerende igang med "Fireball", "Into the Fire" og "Strange Kind of Woman". Fra en solid start skulle intensiteten vise sig at stige stødt over de næste syv kvarter - med enkelte snublerier undervejs.

Bandet er storsmilende og afslappede i jeans og T-shirts. Her er ingen legende-nykker (eller -krykker), kun lyd, lys, sved og energi. Storskærmene viser nærbilleder af velspillethed, Gillans stemme er i form, og alle soli er skarpslebne.

Det tyrkisk inspirerede titelnummer fra det seneste album viser, hvor langt Deep Purple reelt er kommet, siden de i 1970 slog igennem med "Black Night", et arkesimpelt men uhyre effektivt riff, de 'lånte' ude i byen.

Fra den ligeledes nyere og ditto velspillede "Kiss Tomorrow Goodbye" bevæger vi os ud i en skønt tilbagelænet "Contact Lost", hvor det ellers spændte publikum velvilligt tager imod lidt luft.

"Sometimes I Feel Like Screaming" er Deep Purples nyklassiske ballade fra albummet "Purpendicular" (1996). Et rart gensyn, hvor det dog lykkes bandet at forvirre sig selv ud i et ikke-planlagt kaos, der faktisk klæder det ellers så veltrimmede band. De smiler, trækker på skuldrene og skynder sig videre ind i en genoplivet instrumental "Wring That Neck" fra 1968.

I 70'erne kunne den alene udgøre en halv koncert med 30-40 minutter lange soli fra de herrer Jon Lord og Ritchie Blackmore. Begge har forlængst forladt bandet, så vi får den afkortede 2008-udgave. Skidtet swinger som jazz, og på ståpladserne grooves med velbehag.

Med den pseudo-symfoniske "Well Dressed Guitar" giver Steve Morse guitaropvisning, der burde være selvskrevet i Guitar Hero. Simpel, effektiv og umådeligt populær til trods for, at den kun er udkommet som bonustrack og iTunes-single.

Efter miseren i "Sometimes I Feel..." er bandet kommet kraftigt igen og rammer helt plet med "The Battle Rages On" – det oversete og meget majestætiske glansnummer fra 1993. Endnu en af de seks "nye".

Keyboardkamæleonen Don Airey giver en solo, der er venligt underholdende med en indyndende bid af "Wonderful Copenhagen". Han forstætter over i indledningen til "Money Talks" fra det seneste album, men her bliver vi narret. I stedet for "Money..." får vi sangen om Ted, der startede som mekaniker, men som gennem årene både har været frisør, gynækolog og hvad der ellers er faldet Ian Gillan ind, når sangen skulle introduceres.

Nu er det Gillans tur til at kløjs i arrangementet, så vi ikke blot bekræftes i, at musik opleves bedst uforudsigeligt live, men også, at det ikke er en skam at fejle, hvis blot man selv kan erkende det. Og det kan Ian Gillan.

I aften er han sjældent veloplagt, åletynd og leverandør af en behjertet indsats, der dog ikke helt kan skjule, det vi alle ved – at uanset legendestatus, så har mænd på 63 ikke samme stemmepragt som en 20-årig. Efter en tilfredsstillende start er han generelt mindre pågående i hele koncertens anden halvdel.

Være hvad det er, publikum er på – og fordelt over en sund aldersspredning. Forreste række tæller alt fra headbangende teenagere til adstadigt beskuende ældre damer, og oppe på stolerækkerne ses masser af veltilpasse smil over udspilede T-shirts.

"Highway Star" signalerer starten på enden, og her trækker bandet et af sine stærkeste kort - improvisation. Sangen indledes med en koordineret men opfindsom lille musikalsk legestue, som er spændende tænkt og inspirerende udført. Det sjove fortsætter koncerten ud – i første omgang da Steve Morse driller med en snas af Yes' "Roundabout", inden han slår over i Purple-klassikeren over dem alle, "Smoke on the Water". I sig selv et festligt optrin, bevares, men reelt en godt gennemtygget publikumsmagnet.

Med tæft, kontrol og overskud leverer Deep Purple monstrøse præstationer i ekstranumrene "Hush" og "Black Night", hvor vi både får en nyrerystende bassolo, en intelligent udvidet guitarduel med publikum og en én-hånds-trommesolo, der ikke synes mindre imponerende i nærbillede på storskærmene.

Deep Purples lyd har fået en mere rå og upoleret tone de seneste år, og det klæder dem. Samtidig tager de flere chancer på scenen, et længe luftet ønske, som giver grund til forsigtig optimisme – trods tendenser til tomgang på sætlisten og kedelige interviews, hvor de stædigt insisterer på en status som fremadskuende kultband til trods for en åbenlys stræben efter større og bredere koncerter. Udsolgt i KB Hallen uden nyt album er både en cadeau og en sovepude.