Anmeldelse / Live / Fredag d. 08-08-2008 kl. 12:58

The National
Øyafestivalen, Oslo,
torsdag d. 7. august 2008

Anmeldt af Anders Østergaard Jensen
Foto: Bjørnar Håland / Øyafestivalen

GAFFA		3 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

De anmelderroste indierockere fik aldrig sparket desperationen i gang.

+ Se hele galleriet

Amerikanske The National har siden udgivelsen af albummet Boxer fra 2007 oplevet en voldsom medieinteresse, og det er bestemt ikke ubegrundet. Bandet blander nemlig en sørgmodig og dyster indierocklyd med håbefuld countryrock anført af forsanger Matt Berningers meget dybe vokal. Før Boxer udgav The National blandt andet i 2005 pladen Alligator. Disse to værker var råstoffet for dagens koncert.

The National åbnede scenen med følge af to messingblæsere og begav sig med det samme ud i den ærgrende ørehænger, I’ll Get Funny Again. Herpå skiftede bandet hurtigt til Brainy, der fyldt med delay-effekter og en atmosfærisk guitar lagde op til en øvelse ud i moderne postpunk. Foroverbøjet som han stod dér, Matt Berninger, og klamrede sig til mikrofonstativet, lignede og lød han bestemt også som en gentænkt Ian Curtis, når vokalen virkelig fik lov til at hæve sig op over violin og trompet.

Men netop lyden var et gennemgående problem for The Nationals optræden. Enten formåede Berninger at drukne i resten af instrumenterne, eller også var klaver og blæsere alt for afdæmpede, hvilket satte store aftryk på de efterfølgende sange.

Først halvvejs inde i koncerten med numrene Abel og Squalor Victoria fik gruppen opbygget en tilstrækkelig mængde desperation til at overbevise. Med Berningers semi-spastiske bevægelser ved mikrofonen, mens vokal mødte blæsere og guitar i et fint samspil, formåede bandet at åbne op for sangene. Begejstringen fik dog ret hurtigt ende, da bandet spillede sig over i en cheesy klaverballadeudgave af Racing Like A Pro, som fremstod tung og trættende og et utal af omkvæd. Endelig lukkede og slukkede The National dog med en fin, men kort gennemspilning af Fake Empire.

Selv om The Nationals evne til at fremstille ensommelig, indestængt indierock på samlebånd glimtede igennem flere steder, stod koncerten hen som en rodet og instrumentalt usammenhængende oplevelse, mens de mange musikere kluntede rundt på scenen. Berninger burde træde mere i front og særligt lade violinen vige for hans egen stemme og karisma – det er trods alt også hans tørre vokal, der gør bandet til noget særligt.