Anmeldelse / Live / Fredag d. 08-08-2008 kl. 14:38

Sonic Youth
Øyafestivalen, Oslo,
torsdag d. 7. august 2008

Anmeldt af Anders Østergaard Jensen
Foto: Bjørnar Håland / Øyafestivalen

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Thurston og co. leverede en velspillet, men nærmest håbløst rutineret hitparade

+ Se hele galleriet

De soniske støjrockere, der efterhånden er knapt så ungdommelige som navnet antyder, har i næsten 25 år spillet en harsk cocktail af avantgarde-no-fi-rock og nådesløs punkrock. Sonic Youth manifesterede deres særlige lyd ved at spille på aflagte, flænsede guitarer med trommestikker og skruetrækkere, hvilket kommer til udtryk i hovedværket Daydream Nation fra 1988. Siden hen har bandet bevæget sig fra grungens deprimerede ungdom, over eksperimenterende projekter med den japanske noise-guru Merzbow til en mere afdæmpet støjformular med albummet Sonic Nurse (2004) og Rather Ripped (2006).

Sonic Youth indtog scenen lige på og hårdt fra bagkatalogets gemmer med sangen 100 % fra grungealbummet Dirty fra 1992. Til venstre stod den lille, famøse støjkompositør, Lee Ronaldo, mens den høje, ranglede frontfigur Thurston Moore indtog højre side i en forvasket, hullet T-shirt. I midten dansede og tumlede så bandets kvindelige figur, Kim Gordon, i en lidt for kort, rød kjole og en amputeret basguitar om livet.

Efter en glimrende indføring i Daydream Nation gav Lee Ranaldo koncerten yderligere gas med en energisk og hårdtslående udgave af støjpunkhymnen Eric’s Trip. Herefter tog koncerten en drejning over i en velspillet, metallisk indføring i præcisionspunk med Bull In The Heater, hvor Kim Gordon konstant forøgede sin intense og lidende vokal over Moores guitarangreb.

Turen gik derpå igen til grungeland med den tunge, men ørefængende Drunken Butterfly, hvor Kim Gordon begyndte at snurre ukontrolleret rundt om sig selv, så kjole og hår flagrede til alle sider, alt imens Lee Ronaldo beviste bandets evne til nådesløs guitarafstraffelse ved at flænse sine strenge med en skruetrækker.

Sonic Youth lukkede koncerten med en rutineret fremførsel af Silver Rocket, der lukkede cirklen om Daydream Nation som aftenens tema. Alle numre sad lige i skabet, og indædte fans fik helt sikkert fuld smæk for skillingen, da støjperle efter støjperle fra Dirty og Daydream Nation blev serveret med nerve og energi. Men bandets optræden fremstod næsten for rutineret og hjemmevant – ja, det virkede næsten for let at gå op og spille de samme numre, som bandet har turneret hjemmevant med gennem mange år. Koncerten var forudsigelig, gennemskuelig, men ikke desto mindre velspillet og energisk. Men næste gang skal bandet favne lidt bredere – og nyere! – så formularen ikke slides i bund.