The Flaming Lips
Tivoli, Plænen, København

Hvis en skæv hjerne fra Oklahomas alternative scene havde stået for åbningsceremonien ved de olympiske lege, havde det muligvis set ud som i Tivoli fredag aften. Få timer efter det stramt koreograferede show i Beijing, tog Flaming Lips-forsanger Wayne Coyne turen ud over publikum i sin gennemsigtige plasticboble flankeret af lokale fans i Teletubbies-kostumer og med masser af konfetti og balloner, før koncerten blev skudt i gang med hittet ”Race for the Price” fra gennembrudsalbummet ”The Soft Bulletin”.

Man kan mene meget om Tivoli som koncertsted, men forlystelsesparken skal trods alt have ros for at booke navne som The Flaming Lips, der uden den store konkurrence hører til i den interessante ende af den lange række af Fredagsrock-koncerter. Men på trods af de store anstrengelser, Flaming Lips altid gør sig for at gøre deres shows til en visuel slikbutik, måtte trioen slås med den lettere fraværende stemning, der har det med at præge Tivolis koncerter. Om det er Ritt Bjerregaards idéer om et velfriseret København eller Tivoli selv, der er skyld i det knævre-venlige lydniveau, er uvist, men det er en skam ikke at gå linen fuldt ud, når nu man inviterer til musik i haven.

Flaming Lips gjorde, hvad de kunne med publikumsfavoritter som ”Yoshimi Battles the Pink Robots Pt.1” og en meget loyal, men fin fortolkning af Led Zeppelins ”The Song Remains the Same”. Det var dog først med ”The Yeah Yeah Yeah Song” langt inde i koncerten, at det lykkedes bandet at komme rigtigt ud og etablere den kontakt mellem publikum og scenen, som Oklahoma-bandet ellers bruger meget energi på.

Mod slutningen af aftenen bød The Flaming Lips på et længe savnet genhør med den efterhånden 25 år gamle klassiker ”She Don’t Use Jelly” – i øvrigt introduceret på storskærmen af en ung Jon Stewart i et klip fra et gammelt tv-show.

Book endelig flere af denne slags navne, Tivoli, men lad dem være mere end lydtapet.