Du er ikke logget ind    Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Anmeldelse / Live / Søndag d. 10-08-2008 kl. 18:08

Lenny Kravitz
Danmarks Smukkeste Festival, Bøgescenerne,
lørdag d. 9. august 2008

Anmeldt af John Fogde
Foto: Martin Rosenauer
GAFFA
4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner
4 stjerner
Læserne
6,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Kærligheden fik ikke lov at sejre fuldstændigt

Billeder: Martin Rosenauer

Den 44-årige Lenny Kravitz lignede til forveksling filmplakaten til ”Hancock”, da han gik på scenen. Men selvom han mødte op fyldt med gode intentioner er evnen til at skrue en sammenhængende koncert sammen åbenbart ikke blandt hans superkræfter.

Der var ellers masser af klassikere som ”Always On The Run”, ”Fields Of Joy”, ”It Ain’t Over ’Til It’s Over” samt nyere hits som ”Dig In”, ”American Woman” og ”Fly Away”. Men blandet med materialet fra det seneste album, fremstod de som alt for tydelige tegn på kvalitetsforskellen på mandens nye og gamle materiale.

En anden grund til at Kravitz havde valgt at iføre sig de helt store solbriller til nattens koncert kunne være for ikke for tidligt at afsløre, at han ikke var fuldstændig appelsinfri. Hans øjne var i hvert fald temmelig slørede og indikerede, at han måske havde røget den stråhat, som Gnags sang om tidligere på festivalen.

Kravitz blev bakket op af et velspillende orkester, der fik masser af plads til at improvisere i de lange versioner af sangene, og undervejs blev både ”Billie Jean” og ”Another Brick In The Wall” viklet ind i sangene. Desværre blev det også nogle gange bare til ligegyldigt lir, der optog tid, der kunne have været brugt til at spille nogle ordentlige sange.

Mod slutningen kom en særdeles lang version af ”Let Love Rule”, og efter en kort pause kom Kravitz tilbage og lukkede af med ”Are You Gonna Go My Way?”. Her overtog sangeren selv trommesættet til sidst og understregede, at han ud over at være en kompetent sangskriver også er en særdeles talentfuld musiker.

Desværre er det dog for længe siden, at han har lavet noget, der er rigtig fedt, så selvom der undervejs var højdepunkter, kunne man ikke undgå at føle, at det sammenlagt ikke var helt godt nok.

Tip en ven
Endnu ingen kommentarer. Tilføj din nedenfor

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.